Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Adam El-Zayat stopper som CEO for Tonsure

Det er nye tider hos det danske herrebrand. Medstifter og CEO Adam El-Zayat har valgt at forlade virksomheden for at søge nye udfordringer.
Det er nye tider hos det danske herrebrand. Medstifter og CEO Adam El-Zayat har valgt at forlade virksomheden for at søge nye udfordringer.

Efter fire år har medstifter og CEO Adam El-Zayat valgt at stoppe sit virke hos det danske herretøjsbrand Tonsure. Han har hovedsagligt haft ansvar for salg og marketing, men nu er tiden kommet til at søge nye udfordringer. Det skriver Tonsure i en pressemeddelelse.

Tonsure blev stiftet af Adam El-Zayat og Malte Flagstad i 2013, og siden da har de oplevet kontinuerlig vækst. I 2015 vandt de Dansk Design Talent – Magasin Prisen – nu kaldet Magasin du Nord Fashion Prize, i 2016 løb de med sejren i menswear-kategorien i den prestigefyldte, australske designkonkurrence The Woolmark Prize, og i starten af januar i år kunne de for første gang præsentere deres kollektion under London Fashion Week Men’s, som del af en større, international vækststrategi.

”Jeg føler min tid er kommet til nye udfordringer. Det har været en fantastisk oplevelse og nogle gode år. Jeg vil gerne give en særlig tak til Malte. Det har været en unik oplevelse at skabe en virksomhed med en så dygtig, international designer. Det er ikke hver dag, man får den mulighed,” siger Adam El-Zayat i pressemeddelelsen og tilføjer:

”Tonsure har på rekordtid placeret sig blandt de mest lovende herrebrands i Skandinavien. Det har vi kun kunnet gøre i kraft af de dygtige mennesker, der har været en del af Tonsure, som jeg gerne vil takke for en fantastisk støtte og indsats. De næste par uger skal jeg bruge sammen med min hustru og vores nyfødte datter. Det er planen indtil videre, og så må vi se hvad fremtiden bringer,” siger han videre.

Fremover overtager Malte Flagstad styringen af virksomheden sammen med Steffen Breinholdt, der i november 2017 blev hentet ind som ny partner og International Sales Director. Næste skridt for dem bliver at udvide salgsdistributionen og forfølge den allerede igangværende globale vækst.

“Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Adam for hans trofaste makkerskab, som har været med til at forme og skabe Tonsure. Adam siger farvel til Tonsure i gode tider, og hele holdet ser positivt fremad mod næste kapitel i Tonsures rejse. Jeg ønsker Adam alt det bedste i hans søgen efter nye udfordringer og er sikker på, at han også her vil være med til at gøre en forskel, akkurat som han har gjort det for Tonsure,” supplerer Malte Flagstad i pressemeddelelsen.

Adam El-Zayat forlader officielt Tonsure ved udgangen af denne måned.