Lærke Andersen: ”Vi skal rykke på det momentum, vi har nu”
Den danske designer er klar med sit store debutshow under Copenhagen Fashion Week i aften – en mulighed, hun er stålsat på at udnytte til fulde i ønsket om at skalere sit brand til næste niveau.Det kører på skinner for den danske designer, Lærke Andersen, hvis brand af eget navn har været på alles læber i den danske modebranche, siden hun i efteråret 2017 blev udråbt til årets vinder af Magasin du Nord Fashion Prize.
Siden da er tingene gået stærkt, fortæller en glad men travl Lærke Andersen, da Fashion Forum fanger hende midt i forberedelserne til hendes debutshow, der løber af stablen i aften. Udover æren og titlen som årets mest lovende designtalent, indbragte vindertitlen hende nemlig også et hæderslegat på 500.000 kroner hvor af 200.00 var øremærket til et modeshow under Copenhagen Fashion Week.
”Jeg glæder mig rigtig meget til showet og til at åbne op for mit univers i så stor skala. Det er sindssygt spændende, men der er også en del nerver forbundet med det,” fortæller Lærke Andersen, der har haft nok at se til, siden hun den 27. oktober 2017 fik at vide, at hun ville få mulighed for at præsentere sin kommende kollektion på fornemste vis for hele den danske modebranche. Allerede dagen efter påbegyndte hun forberedelserne.
”Der er virkelig sket meget siden Magasin du Nord Fashion Prize, især i forbindelse med mit kommende show. Vi har virkelig været pressede på tid, og det var også lige før, at vi måtte rykke det til næste sæson. Men vi nåede det lige, og det er jeg rigtig glad for. Jeg synes, det er vigtigt at følge op på den chance, brandet har fået – vi skal rykke på det momentum, vi har netop nu,” siger hun videre.
Kunsten at uddelegere
Det er dog ikke kun tidspresset, der har været udfordrende for den stadigt unge designer. Også det rent praktiske, der er forbundet med at stable et arrangement af den kaliber på benene, har været en stor mundfuld, når man, som Lærke Andersen selv siger det, kun er et lille tremandsteam til dagligt.
”Det har krævet rigtig meget planlægning at komme dertil, hvor vi er nu. Hvor det hele begynder at forme sig og falde på plads. Det har været vigtigt for mig at sørge for at få nogen til at hjælpe os. For eksempel i produktionsleddet – der ville jeg slet ikke vide, hvor jeg skulle starte,” siger Lærke Andersen, som blandt andre har samarbejdet med tidligere medejer af HAN Kjøbenhavn, Tim Hancock, der gennem sit nye bureau SSOON International har stået for al produktion. Ligeledes har hun fået hjælp af Simon Rasmussen, stifter af Office Magazine, til den kreative udvikling af showet i aften.
”Jeg har forsøgt at uddelegere, hvor jeg kunne, men uden at give afkald på mine egne idéer. Jeg har virkelig lært, at det er vigtigt at kunne videregive noget ansvar til dygtige fagfolk, der ved hvad de laver, men som også deler ens visioner og ambitioner,” siger Lærke Andersen.
At blive blåstemplet
På trods af udfordringer – både de forventede og de mere uforudsigelige af slagsen – er Lærke Andersen ikke skræmt væk. Tværtimod. Den talentfulde designer står skarpere end nogensinde før og glæder sig til at få mulighed for at sætte foden på speederen og give sit brand den skalering, som det efterhånden er mere end klar til.
”Jeg glæder mig til at kunne sætte en stor fed streg under, hvad Lærke Andersen er. Der er stadig mange, der ikke kender brandet, så det bliver fedt at få skabt noget opmærksomhed. Komme ud over rampen og ind i folks bevidsthed. Og det giver Copenhagen Fashion Week mig en oplagt mulighed for,” siger Lærke Andersen, der dog også har nogle mere konkrete strategiske ambitioner med sin debut i dag. Håbet er blandt andet, at det kan sætte endnu mere skub i salget af kollektionen.
”Jeg håber, at showet kan være med til at blåstemple brandet overfor en bredere skare af indkøbere, så vi kan vokse os større og stærkere som virksomhed,” uddyber hun.
Men det egentlige arbejde kommer efter showet, lyder det fra Lærke Andersen, der er opsat på ikke at forspilde chancen med den eftertragtede plads i rampelyset, hun har fået.
”Næste skridt er at samle op på de muligheder, som er blevet stillet os til rådighed gennem Magasin-prisen, både når det kommer til netværk, eksponering og økonomi. Vi har fået en god sum penge i ryggen, som skal bruges på at komme skridtet videre, tage nogle chancer og prøve nogle nye ting af med kollektionen,” afslutter dagens debuterende designer.
Lærke Andersens show finder sted i dag klokken 20, på Riffelsyndikatet, Helsinkigade 4 i Nordhavn.