Sæsonens showaktuelle: Det nye talent
Fashion Forum har spurgt tre showaktuelle brands, der befinder sig forskellige steder i deres karriere, hvad modeugen betyder for dem. Læs Heliot Emils svar her.Brødreparret Victor og Julius Juul har, på trods af at det kun er anden gang de holder show under Copenhagen Fashion Week, allerede oplevet lidt af hvert – blandt andet er Julius Juul netop blevet udvalgt af Forbes Magazine som en af de 30 mennesker under 30, der i dag er mest toneangivende i den globale kultur- og kunstverden.
Efter at have præsenteret deres hypede kollektioner i både New York, Paris og Milano fik de to brødre i sidste sæson chancen for at prøve kræfter med Copenhagen Fashion Week via CFW New Talent Scene. Og det viste sig at være den rette platform for det nu showaktuelle brand, der på torsdag er klar til at løfte sløret for deres AW18-kollektion i København – for første gang helt på egen hånd.
Hvorfor har I valgt at holde show under Copenhagen Fashion Week denne sæson?
Vi har de seneste sæsoner haft stor international succes, specielt i Italien, Korea og Japan. Nu håber vi, at et show under den københavnske modeuge vil tydeliggøre overfor det udenlandske publikum, at vi er et mærke fra København.
Hvad kan man forvente af jeres show?
Alt andet end det sædvanlige.
Hvilke forberedelser ligger der forud for et show?
Vi er lige kommet hjem fra modeuge i Milano og Paris, så vi har ikke kunnet forberede det helt store indtil videre, så det bliver nok nogle lange nætter op til showet. Det er en vild følelse at lande direkte fra Paris og skulle ud på location sammen med produktionsselskab og brandvæsen, samtidig med at skulle caste modeller og følge op på ordrer fra nye butikker over sin IPhone.
Hvad håber I på at få ud af showet?
Vores mål er i høj grad at henvende os til international presse. Især går vi efter at ramme Vogue Runway.
Hvordan gør I brug af den øvrige modeuge?
Den danske modeverden og Copenhagen Fashion Week har de seneste år udviklet sig helt vildt, og det vil vi gerne støtte op om og være en del af ved både at deltage til shows og messer. Med selve produktionen og udviklingen af showet har vi fået rigtig meget hjælp af Christian Maibom fra Revolver, hvilket vi er evigt taknemmelige for. Vi håber, at vi kan være med til at gøre den Københavnske modeuge endnu større og bidrage til at den en dag bliver en stor, international begivenhed.
Heliot Emils show finder sted på torsdag, den 1. februar, klokken 15 i Illum’s parkeringskælder, på silkegade 4 1113 København K.