Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Danish Fashion Institute udvider ledelsesteamet

Arrangørerne af Copenhagen Fashion Summit øger bæredygtighedsindsatsen og byder velkommen til Morten Lehmann som Chief Sustainability Officer.
Arrangørerne af Copenhagen Fashion Summit øger bæredygtighedsindsatsen og byder velkommen til Morten Lehmann som Chief Sustainability Officer.

Som et led i missionen om at fremme bæredygtighed i den globale modeindustri via bæredygtighedsinitiativet Global Fashion Agenda har Danish Fashion Institute valgt at opruste ledelsen og oprette stillingen Chief Sustainability Officer. En stilling der vil blive besat af Morten Lehmann allerede fra næste måned.

Morten Lehmann medbringer mange års erfaring med globale miljømæssige og sociale udfordringer igennem stillinger for blandt andre FN, NGO’er og forskellige samarbejder indenfor bæredygtighed. Derudover har han specifikt kendskab til modebranchen via sit stærke engagement i Sustainable Apparel Coalition (SAC), hvor han blandt andet har været med til at implementere det online måleværktøj, The Higg Index, der kan bruges til at vurdere bæredygtigheden hos både brands, leverandører og produkter.

Hos Danish Fashion Institute bliver han en del af Global Fashion Agenda-afdelingen og kommer til at have ansvaret for blandt andet Pulse of the Fashion Industry-rapporten og 2020 Circular Fashion System Commitment-projektet.

”Gennem min karriere har jeg altid søgt stillinger, hvor jeg kan gøre en forskel. Det lyder måske idealistisk, men det er det, der driver mig. Stillingen i Global Fashion Agenda giver mig netop muligheder for dette i samarbejde med et fantastisk team her i København og med et stort internationalt netværk med superdygtige folk,” fortæller Morten Lehmann og fortsætter:

”Derudover er GFAs ambitionsniveau og tilgang et godt match til mig, og jeg glæder mig rigtig meget til at være med til at drive bæredygtighedsagendaen i den globale modeindustri. Med dette skift føler jeg, at jeg kommer hjem til en branche, som jeg før har arbejdet med, og hvor jeg har et stort international netværk, som jeg glæder mig til at arbejdet sammen med igen,” siger han videre.

Hos Danish Fashion Institute ser man også frem til at byde Morten Lehmann velkommen.

“Vi glæder os meget til, at Morten bliver en del af vores team. Med sin stærke baggrund indenfor både bæredygtighed, mode og den private sektor, tror vi på, at han kan være med til at realisere vores ambition om at være den agendasættende stemme i modebranchen, når det kommer til bæredygtighed,” supplerer DAFIs administrerende direktør, Eva Kruse.

Morten Lehmann tiltræder stillingen den 12. februar 2018.