Minimum henter CCO med international erfaring
Det aarhusianske brand vil styrke sin udenlandske positionering og ansætter Josef Lützen som ny Chief Commercial Officer.Minimum A/S har netop offentliggjort, at de har ansat Josef Lützen som ny Chief Commercial Officer. Han sætter sig i stolen allerede i næste måned, hvorfra han fremadrettet skal være med til at accelerere brandets udvikling yderligere i Danmark såvel som at styrke positionen internationalt. Det skriver Minimum i en i pressemeddelelse.
Josef Lützen kommer senest fra en stilling som Director of Retail Projects & Modern Operations hos PVH Corp i Amsterdam, der blandt andre ejer mærkerne Calvin Klein og Tommy Hilfiger. Josef Lützen har desuden yderligere erfaring indenfor den internationale modeverden gennem tidligere ansættelser hos danske Samsøe & Samsøe, hollandske G-Star og svenske Whyred.
”Jeg er utrolig glad for at få muligheden for at arbejde med Minimum. Virksomheden er i en spændende udvikling, og jeg glæder mig til de mange opgaver, der følger med det. Der er et stort potentiale hos Minimum, som jeg håber på at kunne være med til at indfri,” udtaler den nye CCO i pressemeddelelsen.
Han overtager rollen fra nu administrerende direktør Peder Tang, som skiftede rollen som CCO ud med CEO i efteråret 2017. Peder Tang har høje forventninger til Josef Lützen, som bliver ansvarlig for at navigere den kreative retning for Minimums kommende kollektioner samt for virksomhedens kommercielle afsæt.
”Vi er glade for at kunne præsentere Josef som ny CCO. Han er den profil, vi har været på udkig efter. Vi ser frem til, at han bidragertil Minimum med sin rige erfaring indenfor den internationale modebranche, hvor han har vist stærke resultater igennem sin karriere,” tilføjer Peder Tang.
Josef Lützen overtager officielt stillingen den 2. februar 2018.