Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Ugen i mode

Nyheder fra ind- og udland: H&M lancerer nyt og alternativt modebrand, Virgil Ablohs kreative virke udstilles på museum og Le Fix udforsker det simple liv i ny modefilm.
Nyheder fra ind- og udland: H&M lancerer nyt og alternativt modebrand, Virgil Ablohs kreative virke udstilles på museum og Le Fix udforsker det simple liv i ny modefilm.

Et helt nyt brand
Som et led i strategien for at få endnu bedre fat i den yngre målgruppe, de såkaldte Millenials, har H&M lanceret et helt nyt brand under navnet /Nyden. Ideen med det nye brand er at skabe prisvenlig luksusmode, som er designet i samarbejde med influencers, og med kort tid fra start til færdigt produkt – alt sammen med kreativ direktør Oscar Olsson, der har arbejdet for H&M siden 2013, i front. Igennem H&Ms Innovation Lab er han hjernen bag /Nyden, der er et resultat af research og markedsundersøgelser, samt prognoser om forbrugernes shoppevaner i fremtiden. /Nyden vil udelukkende blive forhandlet online og i udvalgte pop-up butikker og forventes lanceret i starten af dette år. Tatoveringskunstneren Doctor Woo samt skuespilleren Noomi Rapace er allerede annonceret som de første samarbejdspartnere.

Det simple liv
Det danske tøjbrand Le Fix har indgået et samarbejde med produktionsselskabet Honeytrap Film, der er udmundet i filmen Happy Nothing. Filmen tager udgangspunkt i mærkets seneste kollektion af samme navn og handler om at udforske det simple liv udenfor storbyens hektiske hverdag. Happy Nothing har premiere i dag i Absalon på Vesterbro i København, hvor der udover filmvisning også vil være koncert og efterfølgende fest.

Fremtidens sportstøj
Det er ikke kun lanceringen af nye brands, H&M har på tegnebrættet. Den svenske koncern har også løftet sløret for en ny sportskollektion til kvinder, som denne gang også er bæredygtig. High street-gigantens nye kollektion blander nye teknologiske løsninger, bæredygtige materialer og funktionelt design, og skal ses som endnu et led i koncernens omfattende grønne ambitioner om i fremtiden at være 100 procent cirkulær. Kollektionen kan købes i butikkerne nu.

Ny udstilling
Den anerkendte designer Virgil Abloh, der står bag en af tidens mest omtalte modebrands Off-White, bliver til juni udstillet på det amerikanske museum, The Museum of Contemporary Art, i Chicago. Udstillingen vil vise et udpluk af designerens arbejde, der blander interiørdesign, grafisk design og andre sider af hans kreative udfoldelser – og selvfølgelig modetøj.

Et karriereskift
Det er ikke en sjældenhed, at folk i modebranchen skifter fra én designdisciplin til en anden. Den verdenskendte model Kate Moss har sammen med det britiske tapethus De Gournay netop offentliggjort et samarbejde, hvor hun har stået for at designe en kollektionen af luksustapet, der er lavet i rispapir og silke. Kollektionen hedder Anemones in Light og består af to forskellige prints.

I kamp mod hackere
Internettet har bragt meget godt med sig, men der er også enkelte ulemper ved tidens online systemer. I midten af december kunne Boozt.com berette, at de har de indgået et samarbejde med et hackerfællesskab, som skal finde fejl eller ’smuthuller’ i virksomhedens sikkerhedssystem, i håbet om at sikre sig mod fremtidige cyberangreb. Men de er ikke de eneste. I november kom det frem, at high street-giganten Forever 21s krypterede betalingssystem havde oplevet flere tilfælde af uautoriseret aktivitet netop på grund af hackere. Siden har det dog vist sig, at det kun drejer sig om amerikanske forretninger og deres betalingskortssystemer og altså ikke i hverken brandets online-butikker eller deres butikker på det europæiske marked. Forever 21 arbejder videre med opklaringen af den uheldige sag.