ARKK Copenhagen ekspanderer til USA
Det danske brand er klar til næste kapitel: En amerikansk webshop. Det er det vigtigste marked at mestre som sneakerbrand, men har krævet en del forberedelse, fortæller CEO og medstifter Thomas Refdahl.De to barndomsvenner, Thomas Refdahl og Kasper Høj Rasmussen, der sammen står bag det danske sneakerbrand ARKK Copenhagen, har længe haft medvind i sejlene. På bare ét år har de femdoblet bundlinjen og åbnet deres første butik i København. Men nu er de to stiftere klar til at tage hul på et nyt kapitel i virksomheden, der indebærer en ekspansion ’over there’.
ARKK Copenhagen har netop åbnet dørene til deres nye, amerikanske webshop, og for virksomheden var det ikke et spørgsmål om, hvorvidt de skulle prøve kræfter med USA, men snarere hvornår. Som Thomas Refdahl formulerer det:
”USA er moderlandet for sneakerkulturen, som vi kender den i dag,” siger han og tilføjer:
”USA er i rene tal verdens største marked for sneakers med cirka 40 procent af den globale omsætning. De to ting kombineret er de primære årsager til, at USA er så vigtig for vores virksomhed og for ARKK Copenhagen som brand – der skal man simpelthen være.”
Den amerikanske drøm
Tilbage i oktober kunne ARKK Copenhagen fortælle, at brandet siden begyndelsen har arbejdet på at udvide deres salgsnetværk og nu var oppe på at have partnere i 39forskellige lande fordelt hovedsagligt i Europa – men alligevel har USA altid været en af de helt store drømme. Og interessen er gensidig.
”I takt med vores globale ekspansion, har vi oplevet en stigende interesse for ARKK Copenhagen i USA, og vores produkter har blandt været skrevet om i flere anerkendte amerikanske sneakersmagasiner, såsom Highsnobiety, Hypebae, Wear Testers med flere. I forbindelse med denne omtale har vi dagligt oplevet henvendelser fra amerikanske forbrugere,” siger Thomas Refdahl videre.
Selvom det amerikanske marked har været en af de vigtigste mål at kunne krydse af på listen hos ARKK Copenhagen, har det ikke været det første på dagsordenen for det stadigt unge brand. En ekspansion af den kaliber kræver, at man er helt klar til det.
”Det har været vigtigt for os at teste vores forretningsmodel og produkter af. Vi mener nu, at vi er klar – vi har organisationen, systemerne, samarbejdspartnerne, marketing og PR, og ikke mindst produkterne til at gøre det,” siger direktøren.
Men det er ikke kun et spørgsmål om timing. At udvide forretningen til USA kræver også en del praktiske forberedelser, for et brand, der holder til på den anden side af Atlanten.
”Det er klart, at åbningen af vores amerikanske webshop har krævet store forberedelser, alt fra fastsættelse af priser, systemintegration med vores amerikanske lager i Chicago, finde den rigtige leveringsservice og forhandle aftaler og priser med disse, nye forhandlerbetingelser, der sørger for vi ikke bliver sagsøgt, til momsregler, toldregler, betalingsløsninger og så videre,” siger Thomas Refdahl om det stykke arbejde, der har ligget forud for deres nye satsning.
Herudover har ARKK Copenhagen lavet en digital annonceringsstrategi målrettet USA, hvor de ti vigtigste byer er udvalgt med henblik på at målrette indsatsen dertil og derigennem optimere afsætningen af produkterne i landet. Byerne, der blandt andre tæller New York, Boston, Miami, Chicago, Austin og Los Angeles, er udvalgt på baggrund af forskellige parametre, blandt andet deres koncentration af butikker og historik indenfor mode, indbyggerantal og selvfølgelig geografi.
At være herre i eget hus
Selvom ARKK Copenhagen allerede har prøvet kræfter med fysiske butikker og oplever en stigende interesse fra de amerikanske forbrugere, har de ikke valgt at gå butiksvejen på deres nye marked. For Thomas Refdahl var ønsket om at have kontrol over egen forretning det vigtigste.
”Vi har haft et mål om, at vores indgang i USA skulle være 100 procent på vores præmisser, styret af hovedkontoret i København, så vi kunne være helt sikre på at vores amerikanske eksponering blev præcis, som vi ville have det. Hvis man starter i et marked gennem en distribuerende partner kan man ikke selv styre, hvordan partneren agerer på vegne af dit brand fra dag til dag, når han eller hun er ude og sælge dit produkt ind til butikkerne,” siger han og uddyber:
”Vi har et rigtig stærkt samarbejde med alle vores globale partnere, mange er blevet personlige venner, men uagtet er det i sidste ende dem, der udfører arbejdet på gulvet, og man har ikke fuld kontrol,” siger Thomas Refdahl, der derfor har valgt at gøre det omvendt, end de plejer, og starte digitalt først.
Det betyder dog ikke, at de ikke skal sælge wholesale. Af denne grund er de allerede nu i dialog med folk, de kender rigtig godt, i forhold til at tage distributionen af ARKK Copenhagen til USA indenfor det næste halvt års tid, som en tilføjelse til deres nye digitale hjem. ARKK Copenhagen er desuden lige nu i gang med en større optimering af deres online platforme. Det betyder, at de inden længe kan lancere et helt nyt website – i USA, såvel som på alle andre markeder.
”Det glæder vi os til at rulle ud til gavn for vores kunder i hele verden allerede i første kvartal af 2018,” slutter Thomas Refdahl.