Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Julie Sandlau: ”Det skal ligne en million, men ikke koste det”

Den danske smykkedesigner er klar med et helt nyt brand ved navn ID Fine Jewelry, der er skabt med inspiration fra high street-tendensen og som er henvendt til en helt ny målgruppe.
Den danske smykkedesigner er klar med et helt nyt brand ved navn ID Fine Jewelry, der er skabt med inspiration fra high street-tendensen og som er henvendt til en helt ny målgruppe.

Den danske smykkedesigner Julie Sandlau kan i år fejre 15 års jubilæum med sit brand i eget navn. I den anledning har hun netop løftet sløret for sin nyeste satsning – et helt nyt smykkemærke, kaldet ID Fine Jewelry. Det er skabt under samme erfarne hånd, som kendetegner Julie Sandlaus karriere, men derudover er der ikke nogen forbindelse mellem de to brands. ID Fine Jewelry er skabt med inspiration fra high street-tendensen, hvorfor det både er mere trendbaseret og budgetvenligt end designerens øvrige og mere klassiske repertoire. Som navnet antyder handler ID Fine Jewelry om at definere sig selv – og hvilken bedre måde at gøre det, end gennem de smykker, man bærer.  

”Nu har jeg efterhånden 15 års erfaring i branchen, og i takt med at jeg er blevet ældre, er min målgruppe det også. De er vokset sammen med mig, så at sige. Julie Sandlau-smykker er mere klassiske, men den yngre generation har åbnet et marked for nogle mere modeorienterede smykker, og der vil vi gerne være med,” fortæller Julie Sandlau.

Hendes ønske om at starte et separat brand, i stedet for at etablere et underbrand til hendes eksisterende virksomhed, handler om at fokusere målrettet på det yngre forbrugersegment –  et segment, der i høj grad finder inspiration på de sociale medier, hvorfor det især er disse kanaler, Julie Sandlau benytter til at markedsføre sit nye brand.

”Det har været super sjovt at arbejde på den her måde. ID Fine Jewelry er meget mere ungt, dynamisk og sæsonbaseret, og det har været rigtig spændende at få lov til at lege lidt mere og skæve til de mere flygtige tendenser, der er lige nu. Mit mål er at skabe et high street-brand, der ligner en million, men ikke koster det,” fortæller hun videre.

At arbejde inden for andre kategorier og til andre målgrupper har slet ikke været fremmed for Julie Sandlau, der de sidste fem år sideløbende med sit eget brand, også har arbejdet som freelancedesigner for andre brands. Men det er ikke kun på det designmæssige plan, at hendes lange erfaring har været gavnlig – også selve opstartsfasen har nydt godt af Julie Sandlau og hendes teams forretningsbaggrund.

”ID Fine Jewelry er allerede nu et helstøbt og velfungerende brand, hvilket er meget sjældent for en helt ny virksomhed. Det har været både nemmere og rigtig gavnligt med et stort setup i ryggen, fordi det har betydet, at folk har haft tillid til os helt fra begyndelsen, og så har vi jo været alle børnesygdomme igennem med Julie Sandlau allerede,” siger hun og afslutter:

”Vi tager én dag ad gangen, men håber selvfølgelig ID Fine Jewelry bliver førende inden for sin kategori. Der er rigtig mange andre om buddet, som er rigtig dygtige til lige netop det, men jeg er sikker på, at vores erfaring gør det muligt for os at gøre det lige så godt, hvis ikke bedre. Det er i hvert fald målet.”