Nyt kommunikationsbureau melder sig på markedet
Bureauet hedder Vérité, fransk for 'sandheden', og de to grundlæggere har ambitioner om at skabe en niche på markedet.Vérité er stiftet af Camille Berner og Damien Collignon. Camille Berner er tidligere digitalchef hos Benjamin Media/Bonnier og Damien Collignon har mere end 25 års erfaring fra multinationale brands, herunder L’Oréal og det franske influencer marketingfirma, Ykone.
Vérité arbejder med kommunikation, marketing og brandstrategi, og henvender sig til mode-, livsstils- og skønhedsbranchen, ofte i luksuskategorien, fortæller Camille Berner
“Bureauet er det, vi selv har manglet at arbejde med – et som kan agere mere agilt og dynamisk i et accelererende marked, som netop opfører sig sådan. Samtidigt er det essentielt for os, at man i kommunikationen med kunder taler og forventningsafstemmer produkterne, herunder en seriøs og omfattende afrapportering. Vi kalder det personlig kommunikation og netop det er bureauets DNA,” forklarer hun.
Vérité har derfor ikke et one-off produkt, og alt bliver skræddersyet til det enkelte brand. Damien Collignon er blandt andet ekspert i international influencer marketing og Camille Berner har en stor indsigt i online ageren samt mode- og skønhedsbranchen. Så bureauet vil tilbyde services som eksempelvis årsplaner for marketing, mindre kampagner og online events.
“Vores kundegruppe er indtil nu skabt på baggrund af netværk og mund-til-mund, og vi er ikke begrænsede af landegrænser eller brandgenrer. Vi ønsker at skabe gode historier, digitalt som offline, som skal være en oplevelse for modtagere på tværs af målgrupper og derved skabe øget forretning for brandet,” fortæller Damien Collignon og siger afslutningsvist:
“Vi er utrolig glade for den opbakning og modtagelse vi allerede har fået, og glæder os til dette eventyr.”
Opdateret: Vérité er i dag opløst og Camille Berner har siden 2018 været ansat som Head of Creative på Benjamin Bureauet, Benjamin Creative.