Gucci-effekten: Hvad bliver fremtiden for pels?
Kopenhagen Furs CEO Jesper Uggerhøj og modeekspert Chris Pedersen forholder sig til, om det får konsekvenser for mode- og pelsbranchen, når Gucci bandlyser pels.For en måned siden kom nyheden om, at Gucci har bandlyst alt pels i deres kollektioner. Kering-brandet har nemlig besluttet, at faux-fur, uld og alternative materialer fremover skal erstatte blandt andet mink-, ræve- og kaninpels, som led i en ny bæredygtighedsplan. Men det er ikke alle, der har taget lige godt imod Guccis beslutning – en beslutning, som ditto store modehuse som Calvin Klein, Ralph Lauren, Tommy Hilfiger, Armarni og Stella McCartney allerede har taget.
Guccis udmelding har nemlig fået den internationale pelsbranche til tasterne for at formidle de bæredygtige egenskaber, som de mener, pels rent faktisk indebærer. Ifølge South China Morning Post har Mark Oaten, der er CEO for International Fur Federation, herunder udtalt, at brugen af kunstpels ikke giver mening, når det kommer til at have en bæredygtig dagsorden. Lignende udmelding kommer herhjemmefra, hvor de danske pelsavlere, med Kopenhagen Fur i front, har startet en ny global informationsindsats, der har til formål at udrydde myter og skabe dialog mellem pelsbranchen og slutforbrugerne.
”Der er ikke ukendt for os, at modebrands stopper med at bruge pels, men det er klart, at det gør indtryk, når en stor spiller som Gucci erklærer sig pelsfri. I det her tilfælde blev jeg meget overrasket, da Gucci begrundede beslutningen med bæredygtighed, for naturpelsen bliver jo erstattet med plastikpels, hvilket vi i branchen synes er fuldstændigt misforstået,” siger CEO for Kopenhagen Fur, Jesper Uggerhøj, og tilføjer:
”Vi må se i øjnene, at vi ikke har været dygtige nok til at fortælle om de mange bæredygtige kvaliteter, som naturpels har. Det vil vi gerne rette op på nu,” fortæller han videre.
Magt og indflydelse
Det er ikke kun Jesper Uggerhøj og Kopenhagen Fur, der spidser ører, når et brand som Gucci tager store beslutninger. Ifølge modekspert og tv-vært på DR K, Chris Pedersen, er det italienske modehus dét mest toneangivende lige nu – og det er afgørende for, hvor stor en indflydelse Guccis beslutning får på resten af branchen.
”Gucci er pt verdens mest succesfulde modebrand. Det er der, alle kigger hen, og det er dem, der sætter trenden lige nu, og derfor kan det få enorm stor betydning, når de vælger at melde så massivt ud, at de aldrig mere vil bruge pels – ikke kun for resten af Kering-gruppens brands, men også for hele branchen,” siger Chris Pedersen, for hvem det dog ikke er noget nyt, at modebranchen har et ambivalent forhold til det bløde materiale – men denne gang er det noget andet:
”Det har altid gået op og ned for pelsbranchen- og forhandlerne, når moden skifter, eller når de dyreetiske diskussioner blusser op igen, men det er mere afgørende nu. Gucci har så meget magt og indflydelse, at det sandsynligvis også vil sprede sig til andre og mindre modevirksomheder. Det er som ringe i vandet,” siger han videre.
Langsom versus hurtig mode
En af de ting, som Kopenhagen Fur og de danske pelsavlere håber, at deres nye kampagne sætter fokus på, er for eksempel at pels både har en lang levetid og er biologisk nedbrydeligt.
”Vores forbrug af tøj er én af de største miljøudfordringer, vi står overfor. Ressourceforbruget i fast fashion er stort, og der er bred enighed om, at vi skal tage et opgør med den måde at forbruge på. En pels er slow fashion, fordi den holder i mange år, den kan sys om, og den kan gå i arv mellem generationer. En pels er en livsinvestering, og det er også en bæredygtig investering i modsætning til for eksempel den billigere plastikversion, der holder ganske få sæsoner, før den ender som problematisk plastikaffald. Derfor vil vi gerne have modebranchen til at bruge endnu mere pels,” siger Jesper Uggerhøj videre.
Han mener, at pels er et at de bedste eksempler på cirkulær økonomi, blandt andet fordi der anvendes biprodukter fra den danske fødevareproduktion som hovedingredienser i minkenes foder, ligesom at selve pelsprodukterne er velegnede til genbrug og omsyning. Det er denne slags historier, som Kopenhagen Fur på vegne af hele den danske pelsbranche vil benytte i håbet om at sætte en stopper for den bølge af pelsstop, der lige nu sker i modebranchen – ikke mindst for at sikre den fremtidige efterspørgsel på materialet.
”Det er ikke min oplevelse, at den enkelte minkavler er bange for sit levebrød, men pelsdyravl er en stor dansk eksportvare, som direkte skaber arbejde til omkring 6000 mennesker, og vi er selvfølgelig afhængige af, at der er et marked for pels,” siger han videre.
Dyrevelfærd i fokus
For Kopenhagen Fur er det altså misvisende, når Gucci formidler deres pelsstop som et ønske om øget bæredygtighed. Men spørger man Chris Pedersen, handler modehusets udmelding om mere end bare at passe bedre på miljøet. Det handler om at kende sin målgruppe.
”Forbrugerne er mere bevidste i dag, end nogensinde før, og flere er begyndt at tage stilling til både hvad man putter i og på sin krop. Det gælder især de unge forbrugere og det er også dem, som Gucci henvender sig til. De kan ikke lide pels, fordi det er modstridende med deres forståelse af dyrevelfærd,” fortæller Chris Pedersen og understreger, at Guccis CEO Marco Bizzarri også begrundede husets pelsstop med, at de ikke længere mener, at materialet er moderne.
Og pelsindustriens tilbagevendende dilemma med forbrugerne handler ikke nødvendigvis om at blive enige om, hvad der er fair for de dyr, man opdrætter til pels – det handler om, om man overhovedet skal gøre det, mener Chris Pedersen.
”Hvis man basalt set er imod pelsindustrien og dens metoder, hjælper det ikke noget at gøre dyreforholdene bedre. Man taler slet ikke samme sprog,” pointerer han.
Men ligesom der er mange, der har stærke holdninger til, hvad der karakteriserer dyrevelfærd, er der også et stigende antal forbrugere, der i højere grad har noget på hjerte, når det kommer til at passe på miljøet – og dem ønsker Kopenhagen Fur at henvende sig til med deres nye kampagne, der har til formål at vise, at man godt kan bruge pels og være ansvarlig på én og samme tid.
”Vi har et væld af gode historier, og dem skal vi blive meget bedre til at kommunikere, ligesom vi også skal blive meget bedre til møde designere, lytte til deres ønsker og behov og tale deres sprog,” afslutter Jesper Uggerhøj.