Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Æblepige på mission

Hannah Michaud er klar til at tage næste skridt med virksomheden The Apple Girl: produktion og design af produkter lavet af æblelæder.
Hannah Michaud er klar til at tage næste skridt med virksomheden The Apple Girl: produktion og design af produkter lavet af æblelæder.

Hannah Michaud er nomineret i kategorien ’Årets Idealist’ til Ivækstprisen 2017 for det æblelæder, hun udviklede, imens hun læste Sustainable Fashion Design på KEA i København. Hvis hun vinder vil det betyde et stort skridt for den lille virksomhed, der foruden hende, også tæller forretningsudvikler David Fisher og forsker og teknisk udvikler, Mark Lawther.

”Hvis vi vinder i vores kategori, vil det sætte os i den helt rigtige position for at finde de rigtige investorer og forhåbentlig en øget interesse udefra for vores projekt,” fortæller Hannah fra kontorfællesskabet Founders House på Islands Brygge.

Hannah Michaud har brugt de sidste to år på at udvikle materialet og afprøvet det i forskellige formater. Blandt andet en taske og festivalarmbånd til Copenhagen Cider Festival i 2016. Det var i den forbindelse, at hun mødte virksomheden Æblerov, hvorfra hun fik den overskydende pulp fra produktionen af æblemost, til at lave hendes æblelæder. I dag er det en større dansk producent, der leverer æblepulpen. Som udgangspunkt er The Apple Girls filosofi nemlig at kigge til naturen for inspiration og imitere naturens egne processer, således at de produkter, der bliver sat i verden fra The Apple Girls side, er naturligt nedbrydelige.

Mode og meget mere
Mange som Hannah Michaud har været i kontakt med angående udviklingen af hendes produkt, ser æblelæderet som ideelt til indpakning. Alligevel vil Hannah gerne sigte bredere.

”Til at starte med, tænkte jeg, at materialet skulle bruges til modeprodukter qua min uddannelse i bæredygtig mode. Der er jeg ikke nødvendigvis mere. Nu har jeg nok en mere entreprenant tankegang, hvor jeg gerne vil afsøge forskellige muligheder,” siger hun.

Modebranche er dog stadig på tegnebrættet og Hannah Michaud er i kontakt med både Henrik Vibskov, Anne Sofie Madsen og urbrandet ORLO for at indsamle brancheviden og finde ud af, hvilke potentiale der kan være i eventuelle samarbejder.

Med Hannah Michauds egne ord, er hun den ’gale videnskabsdame’, der står på et værksted prøver sig frem. Der er stadig ubekendte faktorer i æblelæderets kvaliteter, så som eksempelvis holdbarhed og hvordan det reagerer i kontakt med fugt – alt sammen elementer, der er i gang med at blive kortlagt. Hannah Michaud ved godt, hvor hun gerne vil hen, men behøver ikke ligge sig fast på, hvordan hun kommer dertil.

”Jeg er meget spontan i min tilgang arbejdet og afprøver ting og ser hvor det tager mig hen. På den måde er processen fleksibel og der skal stadig være plads til at eksperimentere,” forklarer hun.

Lige pt. er virksomheden finansieret af fondsmidler fra Innovations Fund Denmark og InnoFounder, hvor pengene går til henholdsvis at betale løn og udvikling af materialet. Ligeledes vandt The Apple Girl 55.000 kroner i KEAs Innovative Business-konkurrence sidste år, som også er blevet investeret i virksomheden. Processen fremadrettet er forretningsudvikling, research, implementere og eksperimentere med hvordan materialet kan bruges, ligesom der skal ledes efter maskiner til eventuel masseproduktion. Her sparrer The Apple Girl blandt andet med Teknologisk Institut, Mindset Trainers og KEA.

Det er i dag, det bliver afgjort, hvem der løber med Ivækstprisen 2017.