Nye betalings-apps kommer til Danmark
Kontaktløs betaling med ApplePay og AliPay bliver nu tilgængelig på det danske marked.I sommeren 2015 kom det kontaktløse Visa/Dankort og terminaler til Danmark og gjorde det endnu nemmere og hurtigere for danskerne at betale for en vare eller service i butikkerne. Et enkelt bip, og betalingen er godkendt.
Efter to år er hver tredje dankortbetaling i dag kontaktløs – og det sker som følge af, at bankerne udsteder kontaktløse kort i stor stil, og at butikkerne også har taget teknologien til sig ved at anskaffe sig kontaktløse kortlæsere.
Men at kunne nøjes med at vifte med kortet ved maskinen har vist sig at være endnu et skridt henimod et kontant- og kortløst samfund.
MobilePay har i dag 3,6 millioner brugere, som kan betale med appen i kæder som Matas, MENY og flere hundrede, mindre virksomheder. I foråret kom modsvaret til MobilePay: Dankort-appen, som Nets står bag. Med denne app skal forbrugere blot holde mobilen – ligesom det kontaktløse dankort – foran kortlæseren, når varerne skal betales.
Kinesiske og amerikanske konkurrenter indtager markedet
En lignende betalingsmåde er ikke ny for forbrugerne i Asien, hvor over en halv milliard mennesker anvender AliPay – Alibaba Groups mobil- og online betalingstjeneste, hvor forbrugerne tilknytter deres bankkonti til appen og derved kan betale købet med telefonen både i butik og online – ekspedienten scanner blot en QR-kode på brugerens telefon.
Danske butikker har oplevet en efterspørgsel fra kinesiske forbrugere på netop muligheden for at kunne betale med Alipay – og det ønske efterkommer Illum, House of Amber og Stenstrups Jewellery and Watches nu. I Kina har ingen sit betalingskort på sig, fortalte Mei Chen fra Alibaba Group under Dansk Mode & Textils topmøde den 11. oktober.
Samme tendens kan ramme Danmark. For i går kunne Jyske Bank og Nordea følge trop i udviklingen omkring at tilbyde kunder betaling med mobilen. De to banker gør det muligt for kunderne at betale med Apple Pay i butikker med kontaktløse kortlæsere.
Apple Pay fungerer ved, at brugeren tilknytter sit kredit-, debit- eller forudbetalte kort til ’Wallet’-funktionen på sin iPhone eller Apple Watch. På den måde bliver Apple-enheden til ens pengepung, hvor betalingskortet er opbevaret. Når man står og skal betale, placerer man blot sin iPhone eller Apple Watch et par centimeter fra den kontaktløse kortlæser i butikken – sikkerheden øges ved, at betalingen via Apple-enheden kræver en bekræftelse med Touch ID eller en adgangskode.
Derudover kan Apple Pay anvendes i en række apps og webbutikker. Blandt andet Asos har meldt ud, at de tilbyder servicen til danske kunder – og en fordel er, at det også kan anvendes, når man shopper i udlandet. Nogle butikker og betalinger over et hvis beløb kræver dog, at man indtaster sin pinkode og skriver under på en kvittering.
Frygten for konsekvenserne
Danskernes hurtige tilvænning til de kontaktløse kort er kommet bag på Nets. Udbredelsen sker på trods af, at kortene i starten blev spået at medføre misbrug, når pinkoden kan undlades ved beløb under 200 kroner – en frygt, der ikke har vist sig at blive til virkelighed.
At Apple Pay bliver anvendelig for kunder af Jyske Bank og Nordea har allerede medført spekulationer hos Forbrugerrådet Tænk, skriver Politiken.
De danske butikker må i dag ikke opkræve gebyr fra den enkelte kunde, og udgifterne til billige dankort-transaktioner betaler butikkerne for selv. Med Apple Pay risikerer butikkerne, at forbrugerne betaler med Visa-delen af sit Visa/Dankort – og betalingen bliver derved en international transaktion, hvilket er dyrere for butikkerne, da udgifterne stiger.
Seniorøkonom hos Forbrugerrådet Tænk, Troels Holmberg, forudser i et interview med Politiken, at de ekstra omkostninger for butikkerne kan medføre, at priserne bliver sat op for at dække transaktionsomkostningerne – og dét går ud over kunderne, ligesom konsekvensen på sigt kan ende med at falde tilbage på butikkerne, hvis kunderne finder andre forhandlere.
De danske forbrugere har i dag flere betalingsmuligheder end nogensinde før, og spørgsmålet er, hvilken app der løber med sejren – den danske, amerikanske eller kinesiske?