Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Amazon skal betale 1,9 mia. kr. tilbage i skat

Den amerikanske onlinegigant har fået et skattesmæk i millionklassen af EU-Kommissionen med danske Margrethe Vestager i front.
Den amerikanske onlinegigant har fået et skattesmæk i millionklassen af EU-Kommissionen med danske Margrethe Vestager i front.

En ny afgørelse i EU-Kommissionen har besluttet, at Amazon skal betale hele 1,9 milliarder kroner tilbage i skat. Det skriver Børsen.

Ifølge afgørelsen har Amazon de seneste 10 år har haft en fordelagtig skatteordning via deres hovedsæde i Europa, der er beliggende i Luxembourg. Det er danske Margrethe Vestager, der er EU-kommissær på konkurrenceområdet, som har beordret den store tilbagebetaling fra Amazon.

“Luxembourg har givet ulovlige skattefordele til Amazon. Det har betydet, at næsten tre fjerdedele af Amazons profit ikke er blevet beskattet. Med andre ord har Amazon fået lov til at betale fire gange mindre i skat end andre lokale virksomheder, der er underlagt de samme nationale skatteregler,” siger Margrethe Vestager om sagen til Børsen.

Amazon har overført 4 milliarder euro over det seneste årti, hvoraf cirka 1 milliard euro er sendt videre til beskatning i USA, mens 3 milliarder euro stadig er ubeskattet i Luxembourg.

Ved hjælp af denne ordning har Amazon altså været i stand til at spare store beløb, der ellers har skulle betales videre. Ved at overføre royalties fra koncernselskaber i øvrige lande til et selskab i Luxembourg, har koncernen kunne filtrere pengene videre til et andet Luxembourg-selskab, hvor de ikke skulle beskattes. Og det er ifølge Margrethe Vestager i modstrid med lovgivningen.

“Det er ulovligt efter EU’s regler om statsstøtte. Medlemslande kan ikke give selektive skattefordele til multinationale virksomheder, der ikke er tilgængelige for andre,” fortsætter hun.

Amazon har de seneste år for alvor sat ind på salget på det europæiske marked, især med salget af mode, som er en af koncernens hurtigst voksende produktgrupper. Herunder har de blandt andet styrket indsatsen gennem udviklingen af private labels, såvel som at benytte de europæiske modeuger, som startskuddet til at udvide deres services og styrke opmærksomheden blandt den modeinteresserede målgruppe.