Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

ONLY opkøber Carmakoma

Bestseller-brandet har tilføjet et nyt mærke til sin portefølje. Med opkøbet satser ONLY strategisk og målrettet på plus-size segmentet verden over.
Bestseller-brandet har tilføjet et nyt mærke til sin portefølje. Med opkøbet satser ONLY strategisk og målrettet på plus-size segmentet verden over.

ONLY CARMAKOMA bliver navnet på den nye selvstændige forretningsenhed i ONLY. Bestseller-brandet har særligt online og fra sine 4.500 internationale wholesalekunder oplevet stigende efterspørgsel og interesse på plus-size området, hvilket er en af grundene til den nye investering:

”Vi ser et stort potentiale i den del af segmentet, som stiller krav til, at plus-size tøjet følger de absolut nyeste modetrends, til stærke priser og i god kvalitet. Det er krav, som i forvejen matcher ONLYs koncept,” siger Finn Poulsen, CEO og partner i ONLY Stores, i en pressemeddelelse i dag.

Derfor har ONLY valgt at investere i danske Carmakoma, som blev etableret i 2008 og fra begyndelsen har manifesteret sig med mode til kurvede kvinder verden over. I årenes løb har Carmakoma således modtaget en række internationale priser for sit brand og sit design blandt andet i Tyskland, i den amerikanske udgave af modemagasinet Marie Claire og i internationale onlinefora for plus-size fans. Men succesen og væksten stillede også økonomiske og forretningsmæssige krav.

”Efterhånden som vi blev etableret på flere internationale markeder, blev vi udfordret på at finansiere vores udvikling. Derfor afsøgte vi mulighederne for en partner med økonomiske muskler til at løfte vores vækst, og ONLY er det perfekte match; trendmæssigt, veletableret internationalt og i forhold til områder som indkøb, produktion, logistik og distribution. Nu får vi styrken og platformen til at tage de helt rigtige vækstmæssige skridt videre,” siger Heidie Lykke, medstifter og hidtidig direktør i Carmakoma, i pressemeddelelsen.

Hun bliver fremover Product- and Concept Manager for ONLY CARMAKOMA, mens chef for afdelingen, Pernille List, er fundet internt hos Bestseller. Hos ONLY er begejstringen gensidig:

”Vi investerer i knowhow i forhold til kollektioner og målgruppe, så vi fra begyndelsen sender en helstøbt kollektion på markedet med det helt rigtige fokus på trends, dialog med og service i forhold til målgruppen. Plus-size kunder har en utrolig høj grad af loyalitet, og Carmakoma er særdeles godt positioneret både i Danmark og internationalt,” siger Finn Poulsen.

Den første ONLY CARMAKOMA-kollektion rammer markederne til januar. I første omgang skal linjen fortrinsvist sælges online og gennem ONLY’s netværk af wholesale-kunder, og ambitionerne er store:

“Vi forventer, at ONLY CARMAKOMA i løbet af tre år vil kunne udgøre op mod 10 procent af den samlede omsætning i ONLY,” afslutter Finn Poulsen.