Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
KARRIERE

Ny mand på holdet hos VOCAST

David Langhoff Jensen bliver salgsansvarlig for VOCASTs mode- og designkunder i Danmark.
David Langhoff Jensen bliver salgsansvarlig for VOCASTs mode- og designkunder i Danmark.

Inden David Langhoff Jensen sluttede sig til VOCAST i sidste uge, var han seks år på Malling Publications på magasinerne Cover, Cover Man, Cover Kids og The Horse Rider’s Journal, hvor han stod for salgsprocessen og afvikling af reklamekampagner på print, online og ved fysiske arrangementer, over for presse såvel som slutbruger. Derefter var han forbi CIFF, hvor han lavede og varetog de strategiske og kommercielle samarbejder i forbindelse med messen.

Hos VOCAST skal David Langhoff Jensen være ansvarlig for at formidle VOCAST til danske virksomheder inden for design og mode, og VOCASTs eksisterende kunder tæller blandt andre Ganni, Ole Lynggard Copenhagen, Le Klint og &Tradition.

”Jeg ser i særdeleshed frem til at vise endnu flere brands, hvordan man ved at bruge Vocast kan håndtere et internationalt kommunikations-setup og samtidig holde en rød tråd i sin brandfortælling overalt i verden. Skandinavien har fat i den lange ende i forhold til design, og derfor er det vigtigt, at vi beskytter vores historie og vores brands på bedst mulig vis, og der har VOCAST skabt en måde at kontrollere oplevelsen fra A til Z,” siger David Langhoff Jensen om sit nye job.

Grundlægger Jens Hamborg Koefoed fortæller, at VOCAST er designet til brands, der gør sig umage med sine produkter og investerer i at skabe et univers omkring dem.

”Det segment er hjemmebane for David efter seks år på Cover. Og selvom vi har kunder i fem lande og lige har ansat vores første kollega i New York, så vil Danmark altid være vores hjemmemarked. Derfor skulle vi have den stærkeste kandidat til at tage ansvaret for at videreudvikle vores markedsposition her, og der kan jeg ikke forestille mig nogen bedre end David,” siger han.

David Langhoff Jensen tiltrådte stillingen den 1. september.