”Newline HALO er født til at være international”
Administrerende direktør i Newline, Jesper Blicher Dahl, ser tilbage på underbrandet Newline HALOs showdebut i sidste uge, der var første skridt i brandets strategi om at ekspandere globalt.I marts sidste år kunne det danske sportsbrand, Newline, løfte sløret for deres nyeste satsning – et underbrand kaldet Newline HALO, skabt i samarbejde med den garvede modeentreprenør Rasmus Storm og den erfarne PR-mand Malkit Singh, hvilket stadig er den konstellation, som udgør brandet den dag i dag. Men nu er Newline HALO klar til at tage projektet skridtet videre, og har denne sæson prøvet kræfter med sit første modeshow under Copenhagen Fashion Week.
Newline, der har lavet sports- og løbetøj siden begyndelsen af 1980’erne og som altid har specialiseret sig i funktionalitet, tog nemlig med Newline HALO hul på et nyt og mere moderelateret kapitel i virksomhedens historie:
”Vi har fra starten forsøgt at tænke Newline HALO og Newline forskelligt. Vores fokus på funktionalitet, historie og produkttyper er den samme, men med Newline HALO bringer vi de kvaliteter ind i modeverdenen,” fortæller administrerende direktør Jesper Blicher Dahl.
Modeshow som kommunikationskanal
Newline HALOs fokus på livsstil og mode og brandets modeerfarne bagland betyder desuden, at både strategi og publikum adskiller sig fra moderselskabet. Hvor Newline, der i dag bliver solgt i især europæiske sportskæder og løbebutikker, har haft en mere traditionel tilgang til internationalisering, så har ambitionerne med Newline HALO fra starten været internationalt funderede.
Det er en af grundene til, at Newline HALO fra og med denne sæson, har satset på modeshowet, som en del af deres markedsføringsstrategi. Det kan, ifølge direktøren, nemlig være med til at sætte brandet i den rette kontekst og at få vist kollektionen i de rigtige rammer:
”Newline HALO er født internationalt og vi har fra dag ét arbejdet på at etablere en global distribution. Derfor er fokus på at henvende os til og positionere os overfor især internationale indkøbere og medier, og det kan blandt andet modeugen hjælpe til,” fortæller Jesper Blicher Dahl.
Derfor havde brandet sørget for at have alle sine agenter med i processen omkring showet, da de har forbindelserne til kunder og butikker, og derigennem skabe kontakt til de rigtige partnere i udlandet.
Ét skridt af gangen
Men selvom Newline HALOs ambitioner rækker udover de danske grænser, valgte de alligevel den københavnske modeuge til deres debut, og det er der, ifølge Jesper Blicher Dahl, en helt specielt grund til:
”Vi har en stærk base i Skandinavien og vi vil gerne være med til at understøtte den danske modeuge og den danske branche. Og så er det et rigtig godt sted at starte og få lidt mere erfaring” fortæller direktøren videre og understreger, at det dog ikke kan udelukkes, at brandet fremover rykker præsentationen til udlandet – hvis der da kommer et show mere:
”Vi har fået rigtig god respons på showet, og vi kan se i medierne, at det er blevet taget rigtig godt imod, hvilket jeg selvfølgelig håber og forventer resultater i salg. Men nu skal vi evaluere internt på det hele og se på, hvad det egentlig har givet os som brand. Vi er stadigvæk nye og forholdsvis små, og vi har mange visioner for, hvor vi gerne vil hen, men vi tager ét år ad gangen – og så ser vi hvad der sker,” slutter Jesper Blicher Dahl af.