Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE

”Det var en fantastisk sæson på CIFF KIDS”

Børnetøjsvirksomheden MarMar Copenhagen har vokseværk og store planer om at øge især det internationale salg – og hertil spiller messer en betydelig rolle, fortæller direktør Marlene Anine Holmboe.
Børnetøjsvirksomheden MarMar Copenhagen har vokseværk og store planer om at øge især det internationale salg – og hertil spiller messer en betydelig rolle, fortæller direktør Marlene Anine Holmboe.

Den danske børnetøjsvirksomhed, MarMar Copenhagen, der kan fejre ti års jubilæum næste år, har de seneste år haft massiv medvind i sejlene. Brandet, der i tidernes morgen blev skabt af designer og direktør Marlene Anine Holmboe, er vokset stødt siden begyndelsen, hvilket det netop offentliggjorte regnskab for 2015/2016 understreger.

MarMar Copenhagen havde en bruttofortjeneste på 12,8 millioner kroner, samt et driftsresultat på 2,6 millioner kroner – og begge tal var fordoblet siden året før. Derudover forventer brandet en yderligere stigning på omkring 40-50 procent i 2017 – og her er det især udlandet, der skal trække væksten.

I sidste uge var MarMar Copenhagen og Marlene Anine Holmboe derfor at finde på CIFF KIDS, som er et af virksomhedens vigtigste salgsværktøjer, og denne sæson skuffede ikke:

”Det har været en helt fantastisk sæson på CIFF KIDS. Vi har haft faste aftaler med vores kunder alle tre dage, især vores agenter har haft mange aftaler med de udenlandske indkøbere, og til det fungerer CIFF KIDS rigtig godt,” fortæller direktøren, som er godt tilfreds med den danske messe som salgsplatform:

”CIFF KIDS har et flot visuelt udtryk, der er rent og skandinavisk, og det passer rigtig godt til vores brand. De har et meget anderledes udtryk end de andre messer vi besøger i Europa, og har ikke travlt med at ligge sig op af, hvad alle andre gør, og det giver virkelig god mening – det er vigtigt, at indkøbere fra andre lande mærker den danske og nordiske stil, og at vi signalerer tydeligt overfor dem, at de er kommet til København,” siger hun videre.

Stor forberedelse forud for messen
På nuværende tidspunkt bliver cirka 40 procents af MarMar Copenhagens produkter eksporteret til udlandet, men det tal håber den ambitiøse direktør vil stige i fremtiden og dertil er både messer og agenter afgørende.

”De sidste par år har vi derfor haft en del af vores udenlandske agenter på standen, så vi er klar til at gribe de internationale indkøbere, der kommer forbi, og så vi har et dygtigt mandskab, der kan tage sig af de møder, vi har lavet på forhånd,” fortæller direktøren.

Denne sæson havde brandet også en aftale med en kinesisk indkøber på CIFF-kids standen, der på forhånd var sat i stand af deres kinesiske agent – hvis der opstår en mulighed, er Marlene Anine Holmboe nemlig ikke bleg for at gribe den:

”Der er mange ting, vi gerne vil, og vi har mange planer for fremtiden. Men jeg arbejder også meget organisk – vi udnytter de muligheder, der dukker op, og sørger for at få det bedste ud af det.”