Wrangler vil forbedre bomuldsproduktion
Med ambitionen om at gøre bomuldsproduktionen så bæredygtig som muligt, tilslutter Wrangler sig organisationen, Field to Market.Som verdensomspændende denim-brand tager Wrangler endnu et initiativ, der har fokus på at forbedre den amerikanske bomuldsproduktion.
Wrangler har, som den første store tøjvirksomhed, tilsluttet sig organisationen, Field to Market, hvor formålet er at øge udbuddet af bæredygtigt bomuld. Field to Market hjælper brands og producenter med at kunne følge og fremme forbedringer inden for blandt andet produktion af bomuld.
Ved at fokusere på bomuldsproduktionen ønsker Wrangler i samarbejde med Field to Market både at forbedre lønsomheden for bomuldsproducenterne og mindske de miljømæssige konsekvenser.
”Wrangler køber cirka 50% af sin bomuld fra amerikanske bomuldsproducenter, og vi ønsker, at det skal være så bæredygtigt som muligt,” siger bæredygtighedsansvarlig for Wrangler, Roian Atwood.
Denim-produkter er blandt de mest forurenende beklædningsgenstande, da et par jeans eksempelvis skal igennem mange processer for at ende med den rette farve og rette slid, foruden bomuldens lange vej fra mark til spinderi, til væveri og til fabrik.
Brandet har derfor også søsat andre bæredygtighedsinitiativer i år, blandt andet at lancere et pilotprojekt med en amerikansk bomuldsfarm, hvor formålet er opnå mere bæredygtige produktionsprocesser. Projektet skal give input til samarbejdet med Field to Market.
Derudover arbejder Wrangler med bæredygtighed på flere forskellige områder foruden bomuldsproduktion – eksempelvis er målsætningen at anvende 100% vedvarende energi i 2025, og det seneste årti har brandet sparet mere end tre milliarder liter vand ved at forbedre fremstillingsprocesser og teknologier.