Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
KARRIERE

Ny pressekonsulent til Kopenhagen Fur

Trine v.d.V. Rasmussen har et indgående kendskab til pelsvirksomheden, da hun allerede i sit tidligere job hos PRD har arbejdet for brandet. Nu skal hun især synliggøre bæredygtighedshistorierne.
Trine v.d.V. Rasmussen har et indgående kendskab til pelsvirksomheden, da hun allerede i sit tidligere job hos PRD har arbejdet for brandet. Nu skal hun især synliggøre bæredygtighedshistorierne.

Allerede fra dag ét i sit nye job som pressekonsulent har Trine v.d.V. Rasmussen tre års erfaring med Kopenhagen Fur. Hun har nemlig tidligere været senior-kommunikationsrådgiver hos kommunikationsbureauet PRD i 10 år, hvor hun har rådgivet blandt andet IC Companys, Samsung, Tommy Hilfiger, Bestseller og ikke mindst Kopenhagen Fur.

”Som ekstern konsulent oplevede jeg fra første parket ikke blot virksomhedens, men hele branchens innovative tilgang til både nutiden og fremtiden. Jeg glæder mig derfor meget til at blive en del af en af de største eksportsucceser, vi har herhjemme, og være med til at fortælle om alle de spændende aktiviteter, som avlere, medarbejdere og samarbejdspartnere hver dag iværksætter og fører ud i livet,” siger Trine v.d.V. Rasmussen, der havde første arbejdsdag hos pelsvirksomheden 1. august.

Senest har hun siddet i en stilling som PR & Communications Manager hos Kähler Design, hvor hun havde det internationale ansvar for PR, kommunikation og events. Nu venter nye udfordringer hos en velkendt virksomhed:

”Som pressekonsulent hos Kopenhagen Fur skal jeg være med til at fortsætte den proaktive og åbne tilgang til kommunikation, som avlere, ledelse og virksomheden hele tiden udviser og arbejder efter hver eneste dag. Her er oplysning en hjørnesten, og jeg ser frem til at være med til at udbrede kendskabet til den dedikation, innovation og bæredygtighed, der tegner den danske pelsbranche, hvad end det kommer til forskning, arbejdet på de danske gårde eller internationale modesamarbejder,” siger hun.

Trine v.d.V. Rasmussen er ansat, fordi virksomheden i forvejen kendte hende som en dygtig og dedikeret samarbejdspartner, der har skabt gode resultater for Kopenhagen Fur, fortæller medie- og kommunikationschef hos Kopenhagen Fur, Søren Jespersen:

”Det er vigtigt for Kopenhagen Fur, at kendskabet til pelsbranchen er højt, og derfor er pressearbejdet strategisk prioriteret. Trine har vist, at hun kan finde de gode historier og gøre dem relevante for en bred vifte af medier. Pelsbranchen er i sit udgangspunkt bæredygtig, og én af Trines vigtigste opgaver bliver at få synliggjort de bæredygtighedshistorier, som pelsbranchen er fuld af.”