Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

”Jeg vil gøre bæredygtigt tøj mere interessant”

Alexandra Hartmann er designeren bag det nye dansk/franske brand, HÔTEL Vetements, som skaber unikatøj af gamle hotelgardiner og – lagner.
Alexandra Hartmann er designeren bag det nye dansk/franske brand, HÔTEL Vetements, som skaber unikatøj af gamle hotelgardiner og – lagner.

Alexandra Hartmann er oprindeligt fra Paris, men har boet i Danmark flere år, hvor hun blandt andet har været i praktik hos Henrik Vibskov og arbejdet som freelance tekstildesigner. Derudover har hun studeret Design & Business på KEA, hvor hun især beskæftigede sig med bæredygtighed – et emne, der optager hende og som danner grundlaget for hendes nye modebrand, HÔTEL Vetements.

”Ideen er at gøre bæredygtighed mere interessant og mere tilgængeligt. Mit indtryk er, at miljøvenligt tøj ofte bliver meget misforstået, fordi folk tror, det er kedeligt, og at tankegangen er meget begrænsende, hvilket den slet ikke behøver at være,” fortæller Alexandra Hartmann. Ifølge hende skiller de danske forbrugere sig ud fra eksempelvis de franske, ved at være meget bevidste og ved at vise stor interesse for bæredygtige initiativer indenfor mode.

Design med historie
Men HÔTEL Vetements handler ikke om at lave tøj i økologisk bomuld eller at udvælge de etisk ansvarlige leverandører. Det bæredygtige islæt består derimod i, at Alexandra Hartmann ikke producerer nyt tekstil til sine designs, men derimod udelukkende genbruger gamle. Alt materiale stammer fra gardiner og lagner fra hoteller rundt omkring i Paris og Sydfrankrig, og alle designs er unika og bliver syet i hånden. Ideen kom Alexandra Hartmann på helt tilfældigt, da hun en dag gik forbi et hotel i Paris, som var ved at skille sig af med gamle gardiner.

”Stoffet fangede min opmærksomhed, fordi printet var meget smukt, og da jeg gerne måtte tage det med hjem, syede jeg en jakke af det til mig selv. Den fik så meget opmærksomhed, at jeg endte med at opsøge alle hoteller i Paris, for at høre, om det ikke var tid til, at de skulle udskifte deres gardiner,” fortæller Alexandra Hartmann, som derefter begyndte at designe og sy en hel kollektion af unika jakker.

Hun oplever, at danskerne, sideløbende med bæredygtighed, går mindst ligeså meget op i, at design har en god historie og ikke ligner alt andet. Og det må siges at være tilfældet med Alexandra Hartmanns tøj, som er blevet taget så godt imod, at hun i dag næsten kan melde udsolgt på sin første kollektion – en kollektion, der har været udfordrende for den ellers garvede tekstildesigner.

”Det er virkelig svært at sy tøj af gamle gardiner. Det er især meget udfordrende at skære mønstrene til, så de passer til designet, og hvis jeg kommer til at lave den mindste fejl, kan materialet ofte ikke bruges alligevel. Men jeg kan godt lide de begrænsninger, det er en spændende måde at arbejde på,” siger den dansk/franske designer, som nu er gået i gang med en ny kollektion, der udover jakker, også indeholder andre designs, som skjorter og pyjamasser.

HÔTEL Vetements kan i dag både købes online, samt hos butikken Leah Maria i Charlottenlund. Alexandra Hartmann har dog planer om at udvide forhandlerlisten og håber på fremover at kunne sælge sine kollektioner i københavnske butikker, som Holly Golightly og Lot29, samt i Paris, hvor hun netop nu er i samtale med modebutikken Merci.