Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Google lægger 3000 års modehistorie online

Google Arts & Culture er klar med et nyt initiativ, der gør mode tilgængelig digitalt. Danske Global Fashion Agenda er blandt bidragsyderne til projektet.
Google Arts & Culture er klar med et nyt initiativ, der gør mode tilgængelig digitalt. Danske Global Fashion Agenda er blandt bidragsyderne til projektet.

Formålet med projektet er at digitalisere verdens museer og derved gøre kulturelle genstande tilgængelige for alle online – herunder mode. Derfor har en non-profit-afdeling af virksomheden netop lanceret projektet, ”We Are Culture”. Det skriver Business of Fashion.

Her vil 3000 års modehistorie være til at finde, blot et enkelt klik væk – for eksempel tusindvis af højopløselige billeder af beklædningsstykker og tekstiler fra hele verden, digitale udstillinger og virtuelle rundture på museer som eksempelvis The Met. Det er én stor, global udstilling og database tilgængelig for alle.

Årsagen til lanceringen er mængden af moderelaterede søgninger på Google og ikke mindst den stigende interesse for modeudstillinger både på museer – som eksempelvis Alexander McQueen-udstillingen på Victoria & Albert Museum i London – og dem opført af brands selv, eksempelvis Louis Vuitton med deres Serie 3-udstilling. Disse oplevelser bliver nu tilgængelige digitalt, og du behøver derfor hverken rejse til hverken London eller New York. Det giver museer og andre moderelaterede institutioner mulighed for at nå ud til et endnu bredere publikum.

Over 180 kulturinstitutioner, inklusiv The Met i New York, NGO’er, eksperter og designere, er blandt bidragsyderne til det nye initiativ, ”We Are Culture”. Også Global Fashion Agenda, der står bag Copenhagen Fashion Summit, har stået for at levere indhold til platformen. De har budt ind med fortællinger om bæredygtighed, og hvordan teknologi kan medvirke til innovation af tekstiler.

Mode er mere end tøj
Projektet er navngivet ”We are Culture”, for mode er ikke kun tøj, det er også kultur, fortæller en af kvinderne bag projektet, Kate Lauterbach, der tidligere har været ansat hos Condé Nast og J.Crew:

”Vores partnere i projektet har en masse kollektioner og viden, men det er ofte opbevaret utilgængeligt for offentligheden. Derfor vil vi give adgang og videreformidle det til folk på en forståelige, oplysende og underholdende måde. Målgruppen er ikke kun modeentusiaster, men alle kulturinteresserede. En person, der aldrig går på The Met, vil aldrig se Rei Kawakubo-udstillingen, men med ”We Are Culture” kan han eller hun se den online,” siger hun til Business of Fashion.

På platformen er det muligt at søge efter mere end 15.000 genstande i høj opløsning – farve og tidsperiode er blandt søgekriterierne. Det gør det eksempelvis nemmere at skulle lave et moodboard ud fra en særlig rød nuance eller samle billeder af hatte fra 1600-tallet.

En ekstra interessant dimension på projektet er den teknologi, der ligger bag de søgeresultater, man får på ”We Are Culture” – de er ikke baseret på data, men udelukkende billedgenkendelse, og teknologien bag kan derudfra selv kategorisere billederne og analysere deres indhold. Det betyder, at teknologien kan samle billeder af kjoler med samme længde, snit eller farve eksempelvis. Yderligere kan teknologien potentielt sammenholde data om netop mode og trends med for eksempel samfundsforhold og geografi. Dét kan give input til at besvare, hvorfor netop afklippede jeans er moderne på visse tidspunkter i historien, og hvad der trigger det – hvilket kan være en måde at forudsige fremtidige trends på.

Kate Lauterbachs håb er at platformen bliver en ressource, som undervisere og studerende vil bruge til at forstå mode endnu bedre – mode er ikke kun, hvad du køber i highstreet-butikker og ser på Instagram; det stikker dybere.