Holm & Bertung udvider med ny PR- og showroom-koordinator
Augusta Beyer Larsen er ny PR- og showroom-koordinator hos Holm & Bertung PR – og hun fortsætter sin modelkarriere sideløbende med.Holm & Bertung PR, der fejrer 21-års fødselsdag i år, er vokset markant i 2017 og har siden januar tiltrukket ni nye kunder. Derfor er de nu klar til at byde endnu en medarbejder velkommen.
Augusta Beyer Larsen er per 1. juni ansat i en fuldtidsstilling som PR- og showroom-koordinator. Hun er bogstavelig talt et kendt ansigt i branchen, da hun siden 2013 har arbejdet som model for blandt andre Oh! By Kopenhagen Fur, By Malene Birger, Marie Claire og Harper’s Bazaar.
Hos Holm & Bertung PR skal Augusta Beyer Larsen varetage det daglige arbejde i showroomet samt kontakt til bloggere, stylister og VIPs.
”Vi er meget glade for, at Augusta har takket ja til jobbet som PR- og showroom-koordinator. Hendes store forhåndskendskab til mode- og livsstilsbranchen betyder, at hun er en rigtig god tilføjelse til PR-bureauet,” siger bureauets administrerende direktør, Naja Helene Hertzum.
Augusta Beyer Larsen er også glad for at blive en del af teamet:
”Holm & Bertung PR er et fantastisk dejligt sted med både sjæl og en høj grad af professionalisme. Jeg glæder mig til at bruge mit store netværk fra min tid som model til at skabe endnu flere gode resultater for bureauets kunder,” siger Augusta Beyer Larsen.
Det er stadig bureauets showroom-manager, Palle Rahbek, der har det overordnede ansvar for showroomet. Med ansættelsen af Augusta får han imidlertid frigivet ressourcer til i øget grad at varetage de mere kommunikationsstrategiske opgaver med bureauets kunder.