Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Ane Lynge-Jorlén: ”Det er på tide at nuancere modedebatten”

Modeforskeren udgiver i morgen en ny bog om nichemodemagasiner. Det er ambitionen at udfylde et hul i forskningen og give flere facetter til en til tider generaliserende modedebat.
Modeforskeren udgiver i morgen en ny bog om nichemodemagasiner. Det er ambitionen at udfylde et hul i forskningen og give flere facetter til en til tider generaliserende modedebat.

Ane Lynge-Jorlén har mange års erfaring i mode- og magasinbranchen, men nu kan hun tilføje endnu en titel til sit efterhånden omfangsrige CV. Den velbevandrede kurator og modeforsker har netop udgivet en ny forskningsbog, der ifølge forfatteren selv, ”giver et akademisk kritisk blik på nichemodemagasiner og den kultur, genren er opstået og eksisterer i.”

Bogen, som har titlen Niche Fashion Magazines: Changing the Shape of Fashion, bygger på Ane Lynge-Jorléns ph.d. afhandling ved London College of Fashion – et projekt, der udsprang af at have spottet et hul i den eksisterende forskning, men også af en utilfredshed over det hidtil unuancerede blik på magasiner, som ifølge hende, udelukkende behandler de mere kommercielle genrer.

Eksklusive og ekskluderende
Af denne grund satte Ane Lynge-Jorlén sig for at udvide forskningsfeltet og at undersøge de mere nicheprægede modepublikationer, såsom som A Magazine, Visionaire, Self Service, Purple Fashion og 10 Magazine. Men også det danske magasin, DANSK, blev gransket af modeforskeren, der foretog et ottemåneder langt research- og feltarbejde på deres redaktion, i forbindelse med tilblivelsen af sin nye bog. Og konklusionen er klar – det der adskiller denne genre fra andre typer modemagasiner er, at de bruger nogle meget mere kunstneriske greb, i deres tilgang til mode:

”Nichemodemagasiner er et meget snævert og højkulturelt medie, som fungerer som en portefølje for de mest toneangivende smagsdommere i branchen. De er meget eksperimenterende og henvender sig derfor til en læserskare med meget højt lixtal, både i det skrevne og i det billedlige format –  det er både en eksklusiv, men også ekskluderende form for magasiner,” fortæller Ane Lynge-Jorlén.

Mainstream versus niche
Men selvom nichemagasinerne er både statusgivende og meningsdannende, er de også, ligesom de mere mainstream modemagasiner, afhængige af annoncekroner, som bliver sværere at få, i takt med den øgede konkurrence i mediebranchen. Men førstnævnte har, ifølge Ane Lynge-Jorléns forskning, vist sig at have bedre levevilkår, netop fordi de er mere specialiserede, og fordi de har mere en symbolsk økonomi, som gør, at de bedre kan løsrive sig fra deres annoncører.

”Mainstreammagasiner fodrer modesystemet, fordi de har til formål at spotte trends og formidle dem videre til læsere på et ikke-stødende format. De er meget mere formulariske og forbrugerorienterede end nichemodemagasiner, der nærmere søger at forløse og eksperimentere med mode, på en mindre konsumdreven måde,” forklarer Ane Lynge-Jorlén, som mener, at nichemagasinerne derfor kan være med til at illustrere og fremme modens udvikling – og det er netop derfor, hun har valgt at rette sit blik mod denne genre.

”Nichemodemagasinerne gradbøjer og udfordrer konventionerne og er udslagsgivende for mange af de kreative eksperimenter, der rent faktisk foregår i moden. Den er altid blevet set på, som kunstens lillesøster og har længe været udskældt for blandt andet at være for kapitalistisk og kvindenedgørende – både med rette, men også på en generaliserende måde. Jeg synes, det er vigtigt at fremhæve, at der er alternative måder at formidle mode på, og at det er på tide at få kvalificeret og nuanceret debatten lidt,” lyder det afslutningsvist fra den debuterende forfatter.