Magasin du Nord Fonden relancerer designpris
Formatet for designprisen er ændret, og Fonden inviterer nu den internationale modebranche- og presse med til at bedømme de danske designtalenter.I oktober modtog Cecilie Bahnsen DANSK Designtalent Magasin Prisen, efter en dansk jury og forbrugerne havde stemt på hende som deres favorit. Hun var udvalgt og nomineret sammen med tre andre designtalenter – Ellen Pedersen, Muf10 og Saks Potts. Men til dette efterår er formatet et andet.
Magasin du Nord har nemlig valgt at erstatte prisen med en ny og opdateret version, de kalder Magasin du Nord Fashion Prize. Præmien er den samme som tidligere: 500.000 kroner og et show under Copenhagen Fashion Week. Men ansøgnings- og bedømmelsesprocessen er ny.
Et panel skal ikke længere nominere designtalenter, for konkurrencen er nu åben for alle danske statsborgere, som har produceret mindst én og maksimum seks dame eller herre ready-to-wear-kollektioner. 1. juli 2017 er deadline for at indsende ansøgningen, hvorefter danske designeksperter vil vurdere alle bidrag ud fra kreativitet, innovation og tekniske færdigheder. Derudover vil virksomhedsplanen og potentialet for at trives som brand i Danmark og i udlandet blive vurderet. Finalisterne i designkonkurrencen udvælges til august under Copenhagen Fashion Week.
Den endelige vinder vil blive udpeget af en international jury i efteråret – til forskel fra sidste år, hvor aktører fra den danske modebranche samt forbrugerne stemte på det designtalent, de mente, skulle vinde.
“Vi vil se udad og invitere den internationale presse og branche til at kigge på den næste generation af dansk designs stjerner. Verden er faldet for skandinavisk stil og design, og vi vil forbinde vores talentfulde designere med den globale modeverden,” siger Magasin du Nords e-commerce- og marketingdirektør, Lise B. Thomsen, om ændringerne af designprisen.
Nina Wedell-Wedellsborg, bestyrelsesmedlem i Magasin du Nord Fonden, har tidligere overrakt prisen til Cecilie Bahnsen, Freja Dalsjø, Mark Kenly Domino Tan og Tonsure, og selvom formatet ændrer sig, er formålet det samme:
“At investere i fremtidens mode er kernen af Fondens værdier og vision. Fonden har i mange år støttet kommende modedesignere, når de tager deres første skridt i branchen. Vi er passionerede omkring innovation og kreativitet – og ser det som vores opgave at bringe talent og energi ind i branchen,” siger hun.