Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
KARRIERE, MODEUGE

Ny chefredaktør på CFW Daily

Modeugens avis har fået ny redaktør: august-udgaverne bliver til med Line Hindsgaul i spidsen.
Modeugens avis har fået ny redaktør: august-udgaverne bliver til med Line Hindsgaul i spidsen.

Line Hindsgaul er i skrivende stund på barsel, men arbejder ellers som freelance modeskribent. Hun har et langt CV efter 10 år i branchen, som tæller mode- og skønhedsredaktør på en række publikationer – Eurowoman, Sirene, ALT for damerne og Fashion-Post.

”Jeg glæder mig til at blive en del af en redaktion igen og af Copenhagen Fashion Week-holdet. Jeg har en masse ideer til at udvikle og styrke den allerede stærke CFW Daily, og kommer til at trække på mine mange år fra magasinbranchen.”

Line Hindsgaul er hyret ind på projektbasis, og skal planlægge, udføre og overse produktionen af de fire CFW Daily-udgivelser under sommerens modeuge. Direktør i Copenhagen Fashion Week, Camilla Frank, har vægtet at finde en profil med branchekendskab, som er vant til at bevæge sig i det danske modelandskab.

“Line besidder både erfaring, netværk og overblik – en kombination, som er ideel i forhold til at bestride posten som chefredaktør for CFW Daily. Jeg har arbejdet sammen med Line i flere forskellige sammenhænge, og jeg er sikker på, at hun er klar til at løfte opgaven og det ansvar, der følger med.”

Line Hindsgaul fortæller, at hun blandt andet vil fokusere på at give CFW Daily en endnu bredere appel, samtidig med at avisen fortsat skal være aktuel for branchen.

”Selvfølgelig skal anmeldelserne stadig spille en central rolle, men jeg vil også gerne arbejde avisen et sted hen, hvor det er en slags guide ud i dansk mode, og hvad der rør sig i branchen – for alle interesserede,” fortæller hun.

Line Hindsgaul er begyndt i jobbet, og er i gang med at sætte indholdet sammen til sommerens aviser.