Tim Hancock sælger andel i HAN Kjøbenhavn
Den ene af de to medstiftere er officielt ude af foretagenet og tidligere partner, Jannik Wikkelsø Davidsen, sidder nu som eneejer i HAN Kjøbenhavn.Grundlægger og nu forhenværende medejer af HAN Kjøbenhavn, Tim Faith Hancock, har solgt sine 50% af firmaet. Det betyder, at Jannik Wikkelsø Davidsen i dag står som eneindehaver af Han Kjøbenhavn, og at Tim Faith Hancock ikke længere en del af den virksomhed, han for snart ti år siden var med til at bygge op fra bunden.
”Det er en beslutning, der har været længe undervejs. De sidste to år, har jeg følt, at jeg har lavet mindre og mindre af det, som jeg egentlig holder af. Mine spidskompetencer er produktion, distribution, produktudvikling og design, men fordi HAN Kjøbenhavn har udvidet på blandt andet retail fronten de senere år, har mit fokus nødvendigvis været på virksomhedens drift,” fortæller Tim Faith Hancock om beslutningen om at sælge sin andel af brandet, og uddyber:
”Man kan selvfølgelig ikke forvente, at ens arbejde altid skal være lystbetonet, men jeg er efterhånden kommet frem til, at jeg gerne vil tilbage til det udgangspunkt, jeg var ved, da vi stiftede HAN Kjøbenhavn,” siger den tidligere medejer, som fremover vil dedikere sig til et helt nyt projekt, hvor han kan få lov til at fokusere mere på det, han synes bedst om:
”Jeg har et godt netværk, også internationalt, og vil gerne dedikere mig til et projekt, der er 100% mit eget. Derfor har jeg planer om at stifte en konsulentvirksomhed, der har fokus på blandt andet designproces, produktion og distribution for både eksisterende såvel som nye brands,” siger Tim Faith Hancock afsluttende om sin fremtidige karriere.
Fashion Forum har været i kontakt med HAN Kjøbenhavn, som endnu ikke er klar til at offentliggøre, hvordan brandets nye ledelsesstruktur ser ud.