Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
KARRIERE

Moussa Mchangama rykker til hummel

Sportsbrandet vil opkvalificere sin digitale kommunikation og tilstedeværelse, og derfor henter hummel Moussa Mchangama til en nyoprettet stilling.
Sportsbrandet vil opkvalificere sin digitale kommunikation og tilstedeværelse, og derfor henter hummel Moussa Mchangama til en nyoprettet stilling.

I dag sætter Moussa Mchangama sig i en nyoprettet stilling som creative content specialist hos hummel. Brandet relancerer sin hjemmeside senere i år, og som en del af et øget fokus på storytelling og social media content, er Moussa Mchangama ansat:

”Det er en del af en større opkvalificering af vores brand og digitale kommunikation. Vi skal være endnu mere synlige hos forbrugerne digitalt, ikke bare indenfor sportskategorierne, men også indenfor mode og livsstil. Moussa er endnu en brik i arbejdet for at sammensætte det rigtige team og udvikle tilstedeværelse og indhold til vores digitale medier,” fortæller global chef for hummel Hive, Dan Bjerg. Med en ekstra medspiller på hummel-holdet giver det nye muligheder for brandet:

”Moussa og resten af teamet skal sætte retningen og producere engagerende indhold med kant, der rammer vores forbrugere på tværs af medier og lande. Vi har over to millioner følgere globalt på Facebook, som vi vil fodre med relevant indhold fra de bedste fodboldligaer i Europa og Asien, landshold, skæve sponsorater som for eksempel Christiania Sports Club og vores sociale sportsprojekter rundt omkring i verden,” siger Dan Bjerg.

Moussa har tidligere bestredet redaktørjobs hos blandt andet Cover, DANSK Magazine og Fashion Forum, og senest sad han som strategisk rådgiver i det kreative, strategiske bureau W20. Nu er hummel hans nye hjemmebane:

”Jobbet var umuligt at sige nej til. Stillingen samler kulturelle, modemæssige, sportslige og sociale perspektiver og forbinder det med både brandet, digitale fortælleformer og engagement af brugere – og det er lige præcis det krydsfelt, jeg har været optaget af i de senere år,” siger han.

Om sit nye job forventer Moussa at være med til at sætte tonen og skabe engagerende indhold, der får brugere og andre brands til at holde øje.

”Først og fremmest glæder jeg mig til at dykke ned i hummels DNA og komme tæt på brandet. hummel har en unik brandposition og gemmer på så mange gode historier, som jeg glæder mig til at være med til at fortælle til et bredt og globalt publikum. Mulighederne og ambitionerne er der, og jeg glæder mig helt afsindigt til at gå i gang,” siger han.

Valget af Moussa Mchangama er et miks af flere faktorer, og Dan Bjerg er overbevist om, at Moussa Mchangama er den rigtige kandidat til jobbet:

”Moussa er først og fremmest en hamrende dygtig journalist, der igennem en årrække har vist, at han forstår mode, livsstil og digital kommunikation. Samtidig har han en unik forståelse for subkulturer og har stærke sociale holdninger, som matcher vores brand perfekt. Jeg ved, at han vil tilføre hele hummel et skud energi, og at vi sammen kan tage hummel ind i en ny æra.”