Mobilen bliver det vigtigste salgsværktøj
Nye apps skal sikre fysiske butikkers overlevelse samtidig med, at de tilgodeser forbrugernes efterspørgsel på nem shopping.Seks ud af 10 danskere shopper online mindst én gang om måneden, og sammenlignet med sidste år er der sket en stigning i køb via mobilen – 17% køber varer på mobilen hver måned, hvilket er en markant stigning fra året før. Det viser en ny undersøgelse foretaget af, rådgivningshuset, PriceWaterhouseCoopers.
I takt med, at forbrugerne shopper mere over mobilen, bliver forskellige typer af apps et endnu vigtigere redskab for modebrands og –butikker: dem, der kan enten hjælpe forbrugerne til lette, mobile shoppeløsninger og dem, der kan generere kundetrafik til de fysiske butikker.
Mobilen som trafikskaber
Den positive udvikling i salg via mobilen gør livet sværere for de fysiske butikker. Derfor har Linda Libolt og Camilla Skibsted, der begge har erfaring med detail- og IT-branchen, udviklet appen, Map of Shopping (MOS). Formålet er at fremtidssikre de fysiske butikker. De to grundlæggere af MOS tror ikke, at butikkerne er på vej ud, selvom e-handel stiger. Men de mener, at der skal tænkes digitalt for at sikre kundegrundlaget.
”Både små butikker og storcentre kan som brugere af appen selv opsætte annoncer derved bestemme, om de vil gøre opmærksom på tilbud, kundeevents, mærkevarer eller juleudsmykning. Fordelen er, at det kan hjælpe det lokale butiksliv, fordi kunder via appen kan blive opmærksomme på butikker og tilbud i nærheden,” fortæller Linda Libolt og Camilla Skibsted og uddyber:
”Fra forbrugernes side bliver mobilen et brugbart shopperedskab, fordi de kan søge på butikker eller varegrupper. Derudover kan butikkerne tilføjes som favoritter og sende push-beskeder, hvis butikken har oprettet en ny annonce.”
Find kunder gennem telefonen
Tendensen omkring, at apps skal sikre de fysiske butikkers overlevelse, ses også i udlandet. Foursquare har i årevis samlet data om forbrugeradfærd via deres app, hvor forbrugere kan finde butikker og restauranter ud fra andre brugeres anbefalinger og ikke mindst lokalitet. Derudover har ”Foursquare Location Intelligence” hjulpet brands med at lokalisere, måle og annoncere til kunder.
Denne B2B-service har tidligere været forbeholdt virksomheder, der samarbejdede med Foursquare, men nu frigiver de store mængde data i analyseværktøjet, ”Foursquare Analytics”. Det skal give butikker en bedre forståelse for kundeadfærd og forudsige butikstrafik, og kan definere målgrupper ud fra køn, alder og om kunderne er nye eller gamle. Derudover kan butikker sammenligne sin trafik med konkurrenter og varekategorien som helhed.
Tilbage i juni sidste år gæstede direktør for e-commerce platformen Demandware, Lars Grønkjær, DAFI Tuesday. Dengang indledte han med at sige til de fremmødte modevirksomheder, at:
”Inden 2020 kommer vi til at købe og sælge størstedelen af vores varer på mobilen, derfor skal handel gøres tilgængeligt for alle, når de vil, og hvor de vil.”
Der tegner sig altså et billede af, at modebrands kan øge salget og skabe synlighed via eksterne apps, og mobilen er et uundgåeligt redskab for både brands og forbrugere.