Ellos: Fremtidens forbruger findes på YouTube
INTERVIEW: Den danske gren af virksomheden er klar til at afprøve, om YouTube skal have en mere permanent post på marketingbudgettet, fortæller landechef, Trine Rønsbøl.I sidste uge lancerede Ellos en ny kampagne: From blogger to vlogger by Ellos. Kort fortalt er det en konkurrence, hvor Ellos har sat fire danske bloggere, Christina Dueholm, Marie Hindkær, Sophia Roe og Maria Jernov, i stævne. De skal prøve kræfter med YouTube, et af de mest eksplosive medier i forhold til markedsføring og branding. Bloggerne får stillet forskellige udfordringer – det kan være en tur rundt i hjemmet, det kan være at vise sit klædeskab frem. Det lyder måske simplet, men det er nogle helt andre parametre, som gør sig gældende, når det kommer til videoformatet frem for et almindeligt blogpost.
”Kunsten er at respektere præmissen for YouTube. Det er et medie man bruger til underholdning. Så udfordringen bliver at agere ud fra det for at få mest muligt ud af formatet.”
Sådan siger Ellos’ danske landechef, Trine Rønsbøl, om den nye satsning. Og det er ikke hvilken som helst satsning.
Blogformatet er udvandet
Ellos er en stor maskine – 70 år gammel – og har alene 800 medarbejdere på det svenske hovedkontor. Foruden Sverige, har virksomheden kontorer i Norge og Finland, og for to år siden blev det besluttet, at Ellos skulle have et kontor på dansk jord. Ellos har haft danske kunder i 27 år og de fleste husker nok post-ordrekataloget. For fem år siden satte virksomheden for alvor alt ind på overgangen til at blive digitalt kompatible, og selvom Danmark er Ellos’ mindste marked, er danskerne de mest flittige til at handle online. Så vækstpotentialet er stort. Og dermed også den opgave Trine Rønsbøl står i spidsen for.
”Jeg har lurepasset lidt og set YouTube-formatet an. Ellos er ikke first mover og skal heller ikke være det. Men vi skal selvfølgelig følge med udviklingen, og være med der, hvor der potentielt skabes kommercielle trends. Det er afgørende, at sammensætningen af medier, hvori Ellos eksponeres er den rigtige,” forklarer Trine Rønsbøl.
En af grundene til, at Ellos er klar til at afprøve YouTube som en del af deres brandingstrategi er, at blogformatet er dalet lidt i popularitet i forhold til at bruge det til kommercielt indhold, påpeger Trine Rønsbøl. Det er både qua de nye markedsføringslove og fordi der er gået lidt inflation i konceptet – sponsoreret indhold er nærmere reglen end undtagelsen på blogs.
”Succeskriteriet for denne kampagne er, at den bliver set og selvfølgelig, at den skaber noget trafik til Ellos.dk. Hvis man ser YouTube på telefonen eller computeren, er der ikke langt fra tanke til handling, og det håber vi, at vi kan se,” siger Trine Rønsbøl.
Youtube er fremtiden
For Ellos er dette en blød indgang til at afprøve et medie, der ellers primært bliver styret af og henvender sig til en meget yngre målgruppe. Ellos har da også allieret sig med en af de mest populære danske YouTubere, Astrid Olsen, som har en følgerskare på over 110.000. Det har de for at sikre, at indholdet bliver så troværdigt som muligt.
”Selvom det ofte er meget unge piger, der eksempelvis laver make-up tutorials eller shoppe guides, så viser undersøgelser, at en stor procentdel af seerne faktisk er en ældre målgruppe – den vi normal henvender os til på andre medieplatforme. Derfor giver det mening at prøve det her af, og se, hvad effekten bliver,” forklarer Trine Rønsbøl.
Måden kampagnen skal nå ud til flest mulig er selvfølgelig igennem bloggernes egne netværk, på Ellos.dk og hos Astrid Olsen. Derudover har Ellos købt pre-rolls (de korte reklamer på YouTube inden en video begynder). Kampagnen løber over en måned, og efter hvert afsnit kan seerne stemme på deres favorit. Den af bloggerne, der får flest stemmer vinder en sommerkampagne for Ellos.
”Jeg tror, forbrugeren i højere grad bevæger sig over på medier som YouTube. Der er noget ægte over videoformatet, og det er kort og hurtigt at se. Vores strategi er altid at være der, hvor vores kunder er, og i fremtiden kan det meget vel være på YouTube,” slutter Trine Rønsbøl.