Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Adidas præsenterer historisk overskud

Det går godt for det tyske sportsmærke, der i denne uge har fremlagt et årsregnskab, som slår rekorden, som det bedste i virksomhedens historie.
Det går godt for det tyske sportsmærke, der i denne uge har fremlagt et årsregnskab, som slår rekorden, som det bedste i virksomhedens historie.

I oktober 2016 tiltrådte Kasper Rørsted stillingen som administrerende direktør i en af verdens største sportskoncerner, Adidas, hvilket placerer ham, som en af de højst rangerede danskere i international erhvervsliv. Og på trods af sin relativt korte tid i front for virksomheden, starter Kasper Rørsted 2017 med at kunne fremlægge et historisk regnskab for det forgangne år, der viser et overskud på 7,6 milliarder kroner.

Det slår rekorden, som det største nogensinde for virksomheden, der i 2016 også øgede sin omsætning til 140 milliarder kroner, der er en stigning på hele 14% siden 2015.

”2016 var et usædvanligt år for Adidas, vi har forbedret vores brands og produkter i hele verden. Som følge heraf kunne vi øge indtægterne kraftigt og opnå en rekordhøj nettoindtægt. Vores 2016-resultater og vores positive forventninger til 2017 er et bevis på, at vores strategi virker,” siger Rørsted i en pressemeddelelse.

Vil give Nike kamp til stregen
Allerede et par måneder efter sin ansættelse var Kasper Rørsteds ambitionsniveau skyhøjt. Den nye CEO var fast besluttet på, at tiden var inde til at give mærkets største konkurrent, Nike, kvalificeret modstand. Det kom som et led i en strategi om at få mere momentum på det amerikanske marked, hvor Nike ellers sidder tungt på tronen.

Adidas foretog derfor en række store investeringer og interne ændringer i virksomheden, herunder adskillelsen af Reebok-brandet fra Adidas, hvilket de nu ser ud til at kunne høste frugterne af.

Mærket har de seneste år generelt kæmpet sig vej ind på det internationale marked ved at relancere flere klassiske skodesigns og ved hjælp af store samarbejder med anerkendte stjerner, herunder Kanye West, der har designet de populære Yeezy-sneakers, og rapperen Snoop Dogg.

Men er det nok til at opretholde den fremgang, Adidas oplever lige nu? Ifølge FashionUnited arbejder virksomhedens globale branddirektør, Eric Liedtke, netop på at sikre, at Adidas ikke mister den vækst, som de oplever i disse år. Han har især fokus på Adidas’ sociale medie-kanaler, herunder Instagram, hvor virksomheden på nuværende tidspunkt følges af 12,9 millioner mennesker. Målet er dog ikke at øge opmærksomheden, men at få vendt flere af følgerne til faktiske kunder.

Store planer for fremtiden
Selvom det går godt for den tyske sportsgigant, er der ingen planer om at sætte farten ned. Adidas forventer af øge omsætningen yderligere i 2017 med 11-13 procent og overskuddet med 18-20 procent, hvilket svarer til et beløb på 9,1 milliarder kroner.

”Vores momentum fortsætter, og vi vil opnå stærke forbedringer på vores top- og bundlinje i 2017,” siger Kasper Rørsted afslutningsvist i pressemeddelelsen.