Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
KARRIERE

Lollys Laundry: ”En vigtig læring er, at ting tager tid”

Kamilla Byriel fortæller, hvordan hun vendte virksomheden fra at være tæt på lukning til at omsætte for millioner om året, som gør, at hun nu kan åbne butik nummer to.
Kamilla Byriel fortæller, hvordan hun vendte virksomheden fra at være tæt på lukning til at omsætte for millioner om året, som gør, at hun nu kan åbne butik nummer to.

Finanskrisen tog hårdt på modebranchen i tiden efter 2008, og flere brands har siden været nødsaget til at lukke, få kapitalindsprøjtning eller blive opkøbt af de helt store spillere. Men et brand, der er overlevet på egen hånd og med egne midler, er Lollys Laundry.

”Jeg skal ikke lægge skjul på, at vi har haft hårde år i Lollys Laundry. Men det gjorde os stærkere, fordi det tvang os til at fokusere på det, der er vigtigt, og skære alle overflødige omkostninger væk,” fortæller ejer og grundlægger af Lollys Laundry, Kamilla Byriel, om det skifte, der for alvor fik virksomheden på rette spor for tre år siden.

”Krisen lærte os, at det er vigtigt, at vi selv kontrollerer vores processer. Kvaliteten skal altid være i orden, så vi skal være tæt på vores leverandører og samarbejdspartnere. Eksempelvis pakker vi selv ordrerne, og jeg designer kollektionerne fra bunden. Jeg lagde derudover en ny designstrategi: Tøjet skal skille sig ud med unikke prints, pasformen skal være perfekt og så skal produkterne være kvalitet til en rimelig pris,” siger hun, og fortæller, at prissætning er blandt årsagerne til successen, for da priserne blev sat ned i forbindelse med forandringsprocessen, fik flere forbrugere råd til tøjet.

Og strategien har virket. Lollys Laundry fik i november 2016 Børsens Gazelle for fire års markant og ubrudt vækst. Faktisk kom Lollys Laundry ind på en samlet 17. plads blandt de 1.805 Gazellevirksomheder i Danmark sidste år, med en vækst over fire år på over 1000%, fortæller Kamilla Byriel.

”En vigtig læring er, at ting tager tid. Vi har været i gang i 10 år, og det er først nu, at vi har rigtig godt fat i udlandet. Især i England står vi stærkt, og vi ligger ved siden at de helt store udenlandske brand i profilbutikker rundt om i Europa,” siger hun.

Næste stop: Aarhus
Med erfaringen har Kamilla Byriel også fået større sikkerhed i rollen som virksomhedsejer, og ikke mindst et større kendskab til, hvad kunderne vil have, og hvad der sælger. Lige nu går det kun en vej, og det er fremad, vurderer designeren, der til daglig deler kontor med hendes fire ansatte, der alle har været med siden starten for 10 år siden.

Den gode økonomi gør også, at Lollys Laundry nu kan åbne butik nummer to i Volden i Aarhus’ Latinerkvarter.

”Placeringen er afgørende. Latinerkvarteret i Aarhus har den sjæl og ånd, som passer til Lollys identitet,” forklarer Kamilla Byriel.

Formålet med de to butikker i København og Aarhus er at vise universet og være et udstillingsvindue for kollektionerne. Til spørgsmålet om, hvorvidt vi vil se flere Lollys Laundry-butikker i fremtiden, er svaret fra Kamilla Byriel, at det kommer an på at finde den helt rigtige placering.

”Som med alle andre valg, jeg træffer for virksomheden – om det så er en farve, et snit eller en leverandør – skal det føles rigtigt. Hvis de rigtige lokaler byder sig, vil jeg gerne åbne små butikker i Oslo, Stockholm og Berlin eller Hamborg. Men vi vil aldrig blive et brand med en strøg-placering eller et, der åbner butikker på 500 kvadratmeter. Så forsvinder den personlighed og det nærvær, jeg mener, er fundamentet for vores brand – og kilden til vores succes,” fortæller hun afslutningsvist.