Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

JBS høster frugterne af Ronaldo-samarbejde

Virksomheden har i det forgangne regnskabsår mere end fordoblet deres overskud, og det skyldes især deres samarbejde med Cristiano Ronaldo, fortæller CEO Michael Alstrup.
Virksomheden har i det forgangne regnskabsår mere end fordoblet deres overskud, og det skyldes især deres samarbejde med Cristiano Ronaldo, fortæller CEO Michael Alstrup.

JBS Textile Group A/S er nok mest kendt for deres undertøj, og ikke mindst for deres samarbejde med den verdenskendte fodboldspiller, Cristiano Ronaldo, som har været frontfigur for en stor del af virksomhedens kampagner siden 2013. Men selvom han er indehaver af et af de mest kendte ansigter i verden, har strategien ikke båret frugt – før nu. Det skriver Finans.dk

JBS kan nemlig melde om stor fremgang i regnskabsåret 2015/2016. Det nye årsregnskab viser et overskud, der er mere end fordoblet i forhold til året før, samt en omsætning på 232,6 millioner kroner, der er en stigning på hele 11 procent. Virksomhedens økonomiske succes skyldes ikke mindst, at samarbejdet med den kendte fodboldstjerne er begyndt at røre på sig:

”Da vi lancerede samarbejdet med Ronaldo, var der mange omkostninger forbundet med det. Men nu er vi virkelig begyndt at høste frugterne af samarbejdet,” siger Michael Alstrup, administrerende direktør i JBS til Finans.dk og fortæller, at Ronaldo-kollektionen, kaldet CR7, i dag fylder omkring 20 procent af den samlede omsætning i JBS.

Men det er ikke kun Ronaldo, som kan takkes for firmaets vækst. Der har generelt været fokus på at udvide indsatsen i JBS:

”Vi har de seneste år investeret meget i at bygge nye markeder op, men der går noget tid, før det slår igennem i regnskaberne. Men det er begyndt at ske nu for alle vores brands, og vi forventer endnu mere fart på i indeværende regnskabsår,” forklarer Michael Alstrup.

Og JBS løftede for nyligt sløret for deres nyeste tiltag – et samarbejde med den amerikanske skuespillerinde, Carmen Electra, som skal stå i fronten for et sortiment af undertøj og nylonstrømper til kvinder, kaldet ’Carmen Electra – with love from Carmen’, som fra februar kan købes i Danmark, i Bilka og Føtex.