“Vi har aldrig fået så mange nye kunder før”
Efter tre produktive dage gør messernes direktører og danske brands status på modeugen, der gik.Direktørerne for de to danske messer, CIFF og Revolver, kan se tilbage på en veloverstået modeuge, og de er begge tilfredse hvad angår besøgende på messerne.
“Der har været pakket, og jeg synes, at to destinationer er gode for modeugen. Jeg er ikke i tvivl om, at alle besøger begge messer, og det er godt for alle,” fortæller Revolvers Christian Maibom. Om et halv år venter der endnu en modeuge, og til spørgsmålet om, hvad der skal arbejdes videre på, er svaret: kuratering.
”Vi har en god størrelse, som gør, at vi kan skabe en skøn stemning. Ligesom det rette udvalg og miks af brands har været fokus op til denne sæson, så skal vi være endnu skarpere til kuratering, der højner kvaliteten og understøtter de udstillende mærkers image,” siger Christian Maibom.
CIFFs direktør, Kristian W. Andersen, synes især, det er positivt, at der har været både flere brands og indkøbere på messen, samt at mange indkøbere bliver længere, end de plejer.
”Jeg synes, at vi er lykkedes med at skabe et 360 graders koncept, hvor CIFF, showrooms, de små messer i messen og showscenen har bidraget med den synergi, vi havde håbet på,” siger Kristian W. Andersen og fortæller, at deres fokus fremover fortsat vil være, at få flest mulige mennesker til at mødes – også på tværs af grænser:
”Vi vil fortsætte med at øge fokus på udlandet. Vores internationale salgsteam skal over de kommende 3-4 måneder mødes med mere end 1.000 mennesker, for at sørge for fortsat international tilstrømning,” siger Kristian W. Andersen.
Optimisme på Revolver
Udstillere på Revolver har været ovenud positive omkring de sidste tre messedage, og mange har meldt om overraskende besøg:
”Jeg har set mange flere indkøbere fra Spanien denne sæson – de har ellers været væk længe, synes jeg. Jeg havde tidligere en agent i Spanien og mange kunder der, men jeg trak mig ud i 2008, da krisen ramte, og jeg havde faktisk ikke forventet, de allerede ville være tilbage,” siger Naja Lauf og fortæller, at hun har fået flere nye kunder de sidste tre dage, end nogen andre messesæsoner.
Også Five Units har ros til Revolver:
“Vi synes, Revolver formår at skabe den rette messestemning, her er meget overskueligt og de brands der er her, virker selekterede,” siger Clara Matz, PR og marketing manager for Five Units og forklarer, at de denne sæson har valgt at bruge messen lidt anderledes:
“Vi har hentet sælgere ned fra Norge og Sverige, og de har fået deres egen afdeling af standen. Det har vi valgt, fordi over halvdelen af vores omsætning er i udlandet, især i Skandinavien, så det gav bedre mening, hvis vi havde flere til at sælge ind til de markeder,” siger Clara Matz.
En anden designer, som også bruger messen strategisk, er Lærke Andersen, som har stand for første gang i år:
”Vi har haft en messestand for at give de internationale indkøbere mulighed for at se kollektionen. De er her som regel kun i Danmark i mindre end 60 timer, så mange af dem har ikke tid til at besøge showrooms, ligesom de gør i Paris. På messen kan de nemmere få et overblik, selvom de har travlt,” siger Jacob Valdemar fra Vald Agency, som står for Lærke Andersens internationale PR og salg, og fortsætter:
”Lærke Andersen har desuden valgt kun at designe to pre-kollektioner, og ikke nogle hovedkollektioner, som andre gør. Det vil sige, at den kollektion, der vises frem nu, er Pre-Fall 17, så det her er vores sidste stop, inden kollektionen leveres mellem den 1. maj og 15. juni. Det gør, at vi får fat i indkøbere, mens de stadig har et budget og er nysgerrige, og det fungerer rigtig godt,” fortæller Jacob Valdemar.
Udstillere på CIFF har lært meget
Også CIFF får gode tilbagemeldinger fra både nye og erfarne udstillere.
Designer Nicholas Nybro er på messe for første gang siden august 2014 og fortæller, at det han tager med efter tre dage på CIFF, er ikke at være bange for det kommercielle.
”I år er min kollektion mere messeegnet. Det gør mig ikke noget, at jeg ikke har oplevet samme hype, som de andre sæsoner med shows, for jeg har fået en anden og anderledes opmærksomhed ved at være på messe – blandt andet fra museumsbutikker, hvilket jeg ikke havde forestillet mig,” siger han og fortsætter:
”Jeg går i gang med SS18 direkte herefter, og fremover vil jeg eksperimentere med at lave vinterkollektionerne salgsorienterede og kommercielle, og så bruge ni måneder på en større og mere larmende sommerkollektion velegnet til show, og hvor kun noget af tøjet skal på messe. To gange seks måneder er for lidt til at opbygge en kollektion, hvis jeg skal fordybe mig ordentligt og holde niveauet,” siger Nicholas Nybro.
Et trofast messe-brand er Ilse Jacobsen, der igen i år kan kigge tilbage på en travlt modeuge:
”Vi har haft meget bemanding denne sæson – for det første fordi der har været mange kunder og prebookede møder, og for det andet fordi kunderne i nogle tilfælde ikke overholder aftalerne, så de ender med at komme samtidig. Så det vi tager med os af erfaring denne sæson er, at vi skal have meget personale med på messe til at håndtere kunder og besøgende,” siger Head of Retail, Jessica Erla.
Søskendeparret, Mathilde Sommer og Mikkel Randrup, der står bag Meotine, fortalte tilbage i december, at de havde et ønske om at brede mærket ud til nye markeder. På CIFF-messen har de fået bekræftet, at interessen fra udlandet er tilstede, blandt andet fra England, Tyskland og Belgien:
”Denne sæson har vi fået samples og lavet fotomateriale i god tid, og over hele linjen har vi været godt forberedt, og det har gjort os bedre rustet til at tage på messe. Det vil vi forsøge at være igen på kommende messer,” fortæller Mathilde Sommer. Mikkel Randrup uddyber, at de denne sæson har valgt at være til stede på mange platforme, blandt andet med et showsamarbejde med Stasia og at afholde event lørdag under modeugen – tiltag, der ifølge dem, har givet Meotine den optimale eksponering af kollektion og brand.
Hvis du vil vide mere om modeugens tre messedage, kan du læse med her: CIFF dag 1, CIFF dag 2, Revolver dag 1, og Revolver dag 2.