Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE

”Det er jo fremtiden vi taler om”

Sådan siger CEO for Copenhagen Fashion Week, Camilla Frank, om de designstuderendes rolle under modeugen, efter VIA Designs dimittender holdt show torsdag morgen.
Sådan siger CEO for Copenhagen Fashion Week, Camilla Frank, om de designstuderendes rolle under modeugen, efter VIA Designs dimittender holdt show torsdag morgen.

Kreativiteten fik frit spil, da VIA Design inviterede til show som de første torsdag formiddag. CIFF’s showscene lagde gulv til de 16 talentfulde designere, som spændte lod modellerne vise deres hjerteblod frem. I den forbindelse tog vi en snak med Copenhagen Fashion Weeks CEO Camilla Frank og uddannelses- og forskningschef på VIA Design Ingrid Søe for at finde ud af, hvordan talenterne og modeugen spiller sammen.

Og der er et tæt samspil, hvis man spørger Camilla Frank. Faktisk er talenterne helt vitale for modeugen i hendes optik.

De unge talenter er de allervigtigste. Vi vil gerne hjælpe med, at de kan vækste, og vi vil gerne bidrage til at skabe et forum og en platform, som understøtter talenterne. Det betyder blandt andet, at vi gerne vil give dem mulighed for at være synlige under modeugen, og lade dem præsentere deres talent. Derfor fortjener de også den mulighed,” siger hun.

Camilla Frank vurderer, at talenterne – både dem som er en del af en designskoles show og de der deltager i Designers’ Nest – har en helt klar berettigelse i modeugens showprogram. Men hun ser gerne, at talenterne får en støtte, som går ud over muligheden for at vise deres talenter frem under Copenhagen Fashion Week.

Det er jo fremtiden, vi taler om her. Fra Copenhagen Fashion Weeks side ville vi elske, hvis vi i endnu højere grad kunne skabe det forum for designtalenterne, hvor vi ikke alene giver dem mulighed for at være en del af modeugen, men også tager hånd om dem i højere grad, når det kommer til sparring med hensyn til økonomi, konceptudvikling og markedsføring for eksempel. Vi ved, at det er rigtig svært for de unge designere at slå igennem, og det kræver til tider mange flere ressourcer, end de kan lægge i det. Derfor vil vi som organisation, og meget gerne i samarbejde med andre af branchens aktører, hjælpe talenterne i deres søgen efter succes,” siger Camilla Frank.

Og hun er ikke i tvivl om, at det har en klar effekt, hvis det lader sig gøre at skabe samhørighed om at støtte talenterne.

“Jeg vil gå så langt som til at kalde det et mirakel, hvis vi kunne skabe en udvikling i den retning,” siger hun.

Camilla Frank forklarer endvidere, at det kræver, at branchen samler sig for at støtte talenterne:

Det ville være ærgerligt, hvis vi ikke er i stand til at løfte dette som branche i fællesskab. Det ville være dejligt, hvis vi også kunne få nogle af de tunge drenge, her tænker jeg på de store kommercielle virksomheder, til at bidrage med økonomisk støtte og sparring. Det ville være fedt at se, at de største aktører i branchen kunne samles om at investere endnu mere i fremtiden.”

”Det er ganske enkelt sjovere at se på”
Spørger man Ingrid Søe, uddannelses- og forskningschef på VIA Design, hvad det er, de dugfriske talenter bringer modeugen, er hun ikke i tvivl om, at de kan noget andet, end de etablerede navne.

“De her designere kommer jo helt frisk fra fad med uspolerede hjerner. Det er, efter min ydmyge mening, mere interessant at se et show som det her fremfor de etablerede brands. De er ikke blevet præget af branchens normer endnu, de er vilde og kreative og det er ganske enkelt sjovere at se på,” siger Ingrid Søe, da vi fanger hende kort efter showet.

Og hun er helt enig med Camilla Frank i, at det er vigtigt at talenterne har en plads i modeugen:

“Det er fremtiden, vi præsenterer her, og modeugen giver os et åbent vindue til at vise, hvor meget fremtiden kan,” pointerer Ingrid Søe.

Derudover er det vigtigt for VIA Design at sikre, at de fastholder det tætte bånd til branchen – også under modeugen.

“Vi skal jo vise talentmassen over for branchen, og derfor lægger vi os også i slipstrømmen på modeugens andre aktiviteter. Det er også derfor, vi er flyttet til CIFF’s showscene. For at være tæt på virksomhederne og for at gøre det nemt for dem at deltage i showet. VIA er jo lig med design OG business og det vil vi gerne understrege,” siger Ingrid Søe.

Hun forklarer, at VIA Design, og tidligere som TEKO, igennem alle årene har haft stor gavn af at være en del af Copenhagen Fashion Week, og at netop gentagelsen viser substans. Derfor anser hun også VIA Design og deres shows som en integreret del af modeugen, og noget som, ud over at være vigtigt for branchen og uddannelsesinstitutionen, spiller en vigtig rolle for de studerende.

“Det er jo en drøm, der går i opfyldelse for de her unge mennesker. Mange af dem har søgt ind på uddannelsen blandt andet med muligheden for at vise under modeugen for øje. Jeg er virkelig glad for, at vi og Copenhagen Fashion Week kan være med til at få den drøm til at gå i opfyldelse, og jeg synes, dimittenderne kan være rigtig stolte af deres arbejde,” afslutter Ingrid Søe.