CIFF Kids har knækket koden
De sidste sæsoner har Fashion Forum mødt meget tilfredse udstillere i Forum, og den trend synes at fortsætte.Torsdag eftermiddag tæt på lukketid. CIFF Kids er så småt ved at tømmes for besøgende. Der sidder stadig enkelte i kundemøder, andre er ved at samle op på dagen med kollegaer. Igen i denne sæson, er det god stemning, der synes at være dominerende på messen.
Hos Angulus sidder eksportchef Line Jakobsen og marketing- og e-commerce manager Ann Salomonsen og vender dagen, og de er godt tilfredse med messen igen i år:
”Siden Kids-messen flyttede ind i Forum, har alt været godt. Vi får både serviceret eksisterende kunder, og fundet nye, og det gælder både offline og online-indkøbere. Man kan altid efterlyse flere internationale kunder, men dem møder vi heldigvis på Playtime,” konstaterer de.
At Kids-messen har sit eget univers og er sin selvstændige messe, gør også noget positivt for børnetøjsbranchen generelt: netværk. Line Jakobsen uddyber:
” Det kan til tider godt være et ensomt job at være sælger, så det er skønt at kunne mødes med de andre brands, og få talt med kollegaerne.” En udmelding som Lars Ellebæk, international eksportchef hos MarMar Copenhagen, deler:
”Jeg synes, det er godt at være her, fordi man – udover det forretningsmæssige – får mødt de mange gode kollegaer, vi har i branchen. Der er en god stemning, og en bevidsthed om, at et brands succes også smitter af på os andre”.
Flere udenlandske indkøbere
Udover stemningen og netværket, kalder Lars Ellebæk CIFF Kids for en god ”arbejdsmesse”, hvor de møder rigtig mange af deres forhandlere i både Danmark og resten af Skandinavien. Som en ekstra bonus i år, har Lars Ellebæk oplevet en stigning i internationale besøg:
”Vi har fået flere udenlandske kunder end normalt. Jeg tror, det skyldes at Playtime i Paris denne gang ligger meget tæt op af messen i København. Vi mødte blandt andet indkøbere fra Kina i Paris, som – fordi de stadig var i Europa – også fik tid til at møde os igen i København.”
På standen for hummel Kids sidder Sales Representative Mette La Cour Nielsen, og hun deler tilfredsheden med, hvad hun oplever som en stigningen i internationale besøgende:
”Det er kun anden gang vi er på messen, og vores idé var egentlig, at standen var ren image- og kundepleje, da vi er dækket godt ind i Danmark allerede. Men vi har fået en del forespørgsler fra udlandet, så vi mangler faktisk vores eksportfolk. Vi er virkelig positivt overraskede”.
Svenske Mini Rodini er en af de udenlandske brands på messen. Og selvom man kunne tro, at det var Danmark, der blev dyrket, er det faktisk primært deres svenske kunder, de holder møde med i København:
”Danmark er ikke et særligt hurtigt voksende marked for os, men messen fungerer bare rigtig godt, fordi vi får serviceret vores svenske og tyske kunder, som gerne kommer til København. At vi så oveni købet har fået et par nye internationale kunder, er bare en ekstra bonus. Vi har haft gode kundemøder med indkøbere fra blandt andet Irland og Indonesien,” sådan afslutter Mini Rodinis Head of Wholesale, Johanna Aurellm inden messedørene lukker i.