Alexandra Shulman stopper hos britisk Vogue
Chefredaktøren har siddet på posten i 25 år, men er nu klar til et liv uden Vogue.Siden 1992 har Alexandra Shulman siddet i førersædet for Condé Nasts britiske udgave af Vogue. I går blev det meldt ud, at hun forlader stillingen til juni i år. Det skriver Business of Fashion.
”Den her udmelding er en af dem, jeg havde håbet på aldrig at skulle give,” sagde Nicholas Coleridge, direktør for Condé Nasts internationale og britiske division. Han meldte dog samme budskab ud for sig selv tidligere på måneden: at han trækker sig fra begge Condé Nast-poster til august. Det er altså nogle tunge poster mediekonglomeratet skal finde afløsere til.
”Det har været meget svært at finde rationelle grunde til at forlade, hvad der uden tvivl er et både fascinerede og givende job. Men i efteråret kom jeg frem til, at jeg gerne vil leve et andet liv og have en fremtid uden Vogue,” kommenterer Alexandra Shulman ifølge Business of Fashion, om beslutningen.
Inden Alexandra Shulman kom til Vogue i 1992, skrev hun for publikationer som Tatler, The Sunday Telegraph og GQ. Hun tilskrives en stor del af æren for, at magasinet har ramt 1 mio. månedlige læsere og har ligeledes været med til at eksekvere det svære møde mellem analog printmedie og digital udvikling igennem de sidste mange år.
Det er endnu ikke offentliggjort, hvem der skal overtage chefredaktørstolen på britisk Vogue.