Det er sportstøj, der skaber væksten
Den globale tøjindustri kom ud af 2016 med den laveste vækst siden krisen startede i 2008.Ifølge nye tal fra analyseinstituttet Euromonitor var 2016 ikke et år modebranchen skal se tilbage på med store smil. For selvom det samlede salg steg med lidt under 4%, oplevede modebranchen den laveste vækst siden krisen startede i 2008. Og havde det ikke været for sportstøj, var væksten blevet væsentligt lavere. For tredje år i træk udraderede sportstøj således alle andre tøjkategorier, når det handler om vækst. Det skriver Quartz.
Ifølge Euromonitors analytiker Bernadette Kissane, fylder regulært sportstøj (performance sportswear) stadig størstedelen af sportsmarkedet, men det er activewear og athleisurebølgen, der skaber væksten. Grunden til den store stigning i salget af activewear forklares især med, at den de sidste par år har bidt sig fast som en etableret del af modeverdenen, og derfor tager markedsdele fra almindeligt tøj.
Flere medier og analytikere har stillet spørgsmålstegn ved, om athleisuremarkedet er ved at have nået sit mætningspunkt og så småt er på retræten, men ifølge Kissane, er der intet, der peger i den retning.
Euromonitor spår generelt et udfordrende 2017 for modebranchen globalt. Udover generelle globale tendenser, der tager afsæt i effekterne af Brexit, Trump og en kinesisk økonomi med lav økonomisk vækst, forventes mange forbrugere at prioritere oplevelser over mode.