Peter Jensen: Jeg vil ikke låne penge for at mit firma kan eksistere
INTERVIEW: Designeren er i Danmark for at fejre, at han kan se tilbage på 15 år, hvor han har lavet det, han elsker allermest: tøj.Peter Jensen er lutter smil, da han tager imod på en kaffebar i indre København. Og med god grund. Med støtte fra Statens Kunstfond, holdt han i går 15 års jubilæumsfest i Kostalden i Brumleby på Østerbro. Tre timer hvor man kunne opleve et Peter Jensen retrospektiv med tøj, tegninger, kunstnere, mode og mad. For selvom han har skabt sig en karriere med base i London, så føltes det helt rigtig, at fejre det, der hvor det hele begyndte. Som først var på håndarbejderskolen i Skals, derefter Aarhus Skrædderskole, og sidenhen Danmarks Designskole.
”Jeg har brugt mange år på at dygtiggøre mig som designer. Uddannelse var vigtigt for mig, fordi det eneste jeg ville, var at lave tøj, og man hørte hele tiden, hvor svært det var at komme ind på designskolerne. Jeg ville bare ind – det var min ambition, for så kunne jeg beskæftige mig med tøj hele tiden. Men det var faktisk først, da jeg tog min masters på Central Saint Martins, at det for alvor handlede om tøj. Her skulle man ikke lave andet end at være kreativ.”
Central Saint Martins er forblevet i Peter Jensens professionelle liv. Her underviser han på deres menswear-linje, og lige så meget som han lærer de studerende omkring design, forsøger han at videregive noget af sin egen erfaring.
”Jeg anbefaler altid studerende at arbejde to til tre år for et firma, før de starter op for sig selv. Så de kan lære arbejdsgangen, og undgå alle de fejl man laver som nystartet.”
For det er ikke til at komme udenom, at det er udfordrende at drive en virksomhed, uden at lade sig drive af penge. Den del overlader Peter Jensen til sin forretningspartner, Gerard Wilson, som han ejer firmaet sammen med – Gerard 30% og Peter selv 70%.
”Jeg tror, jeg er meget jysk. Jeg vil ikke låne penge for at mit firma kan eksistere – det skal det kunne på et grundlag, hvor vi sælger vores produkter. Der har været interesse udefra for at købe sig ind i firmaet, men sådan skal det ikke være. Jeg har set alt for mange kollegaer miste kontrollen med sit brand.”
Det betyder blandt andet, at Peter Jensen hellere vil have færre ansatte og selv tage den nødvendige tørn, når der eksempelvis skal pakkes kasser og sendes ud til kunder, end han vil bekymre sig om at skulle styre et stort maskineri. Virksomheden tæller i dag otte ansatte, plus det løse.
Den internationale anerkendelse
Gennembruddet kom med visningen af sommerkollektionen i 2005. Pengene var få, men som så mange gange før – og efter – formåede Peter Jensen at bygge en unikt univers op omkring hans muse, der i SS/05 var den fallerede skøjteprinsesse, Tonya Harding. I Peter Jensens finurlige verden betød det professionelle skøjteløbere til at fremvise kollektionen.
”Det ramte virkelig folk, og selvom kollektionen faktisk ikke solgte særlig godt efterfølgende, så fik showet så meget presse og hypen varede helt ind til næste sæson, hvor vi for alvor kunne mærke et økonomisk skub.”
Og det er ikke kun indkøbere der igennem årene er blevet Peter Jensens faste kunder. En lang række af verdens største stjerner, er også fans. En af de største er Lena Dunham, som Peter Jensen kender igennem hendes mor, kunstneren Laurie Simmons. Lena og Peter har været venner lang tid før vi andre stiftede bekendtskab med Tiny Furniture og Girls-skaberen.
”Lena Dunham har været med til at tegne Peter Jensen udad til, og til at vise hvad mit design kan. Det har altid været lige hende, og vi har et rigtig fint samarbejde.”
Foruden Lena Dunham, tæller listen også Kirsten Dunst, Nina Persson og Orlando Bloom. Og så Lis Sørensen. Peter Jensens helt store idol fra teenageårene.
”Jeg sad der på mit værelse og drømte mig væk i, hvad hun, Sanne Salomonsen og Anne Linnet lavede. Så det var personligt stort for mig, at Lis takkede ja til at have mit tøj på, da jeg ringede og tilbød det,” husker han.
Modebranchen i dag
På 15 år har Peter Jensen formået at bygge en sund forretning op, hvor han kan tillade sig at lave det han allerhelst vil, nemlig tøj – og leve af det. Flere ting har spillet ind i hans vej til succes. Selv fremhæver han et langvarigt samarbejde med Topshop, som gav råderum økonomisk såvel som tidsmæssigt, og så har flere strategiske placeringer af hans design kontinuerligt båret frugt. Eksempelvis når Susie Lau, aka Susie Bubble, bærer hans tøj eller når Sunday Times’ Style-sektion har Peter Jensen på siderne, så rykker det i bestillingerne. Men selvom Peter Jensen-brandet har det godt, så ser han en del udfordringer for den branchen han er en del af.
”Jeg synes modebranchen lider. Der ligger et for stort pres på at skulle finde på og opfinde noget nyt og mere. Designere skal pludselig være kendisser, et behov jeg ikke forstår. Vi har nu pre-pre-kollektioner, og ingen kan følge med. Jeg frygter at mode og stil bliver kedeligt – også for dem, som skal se alle de kollektioner,” siger Peter Jensen. og fortsætter afslutningsvist:
”Man skal koncentrere sig om at være god til det man gør, og finde ud af at følge med tiden. Man skal kun sælge det man står for, i stedet for bare fylde mere på, der bare ender med at støje.”