Zalando når ny omsætningsrekord i 2016
Den tyske internetgigant rundede i sidste kvartal af sidste år en omsætning på over en milliard euro og vil satse endnu mere på Norden i 2017.Der kan ikke herske meget tvivl om, at Zalando er Europas største internetbutik for tøj, hvilket endnu engang blev bekræftet, da de i dag kunne offentliggøre deres omsætningstal for sidste del af 2016.
Kvartalet viste sig nemlig at blive ekstra godt for Zalando, som solgte tøjvarer for mere end én milliard euro i den sidste del af året. Mere præcist blev der solgt for lige godt 1,1 milliard euro, svarende til 8,2 milliarder danske kroner. Det er en ny rekord for virksomheden, som samlet set havde en omsætning på lige godt 3,6 milliarder euro i 2016, svarende til 27 milliarder danske kroner.
Godt nyt til de nordiske kunder
Men rekordomsætningen betyder ikke, at Zalando læner sig tilbage eller sænker sine høje ambitioner. Onlinegiganten har tværtimod mod på at blive endnu større, og vil kigge mod Skandinavien, som de ser et stort potentiale i.
Zalando har nemlig også offentliggjort oprettelsen af et nyt varelager i Skandinavien, nærmere betegnet Sverige, som planmæssigt skal åbne i slutningen af 2017, og som vil skabe et par hundrede arbejdspladser i landet. Lageret skal sikre en bedre servicering af de nordiske kunder, i forhold til både levering og kundeoplevelse, og er et forsøg på at følge med det hurtigt voksende e-handelsmarked i området.
Derudover fortæller Zalando i en pressemeddelelse, at de vil sætte endnu mere ind på de nordiske kunder, ved at udvide sortimentet af lokale mærker på webshoppen.