Retail-trends, der vil forme 2017
Detailhandlen bliver nødt til at være i konstant udvikling, og 2017 bliver ingen undtagelse. Især fire tendenser bliver markante i det nye år.2017 er stadig i sin spæde begyndelse, men allerede nu tegner året til at byde på nye initiativer, tiltag og udviklinger, når det kommer til den både udfordrede og konstant udviklende detailhandel. Ifølge analysevirksomheden Edited, er det blandt andet det digitale islæt, der kommer til at være fremtrædende, men også den grønne agenda vinder endnu større indpas i det kommende år.
Kunstig intelligens forbedrer shoppeoplevelsen
Virksomheder er konstant på udkig efter en måde at gøre deres kunder endnu mere tilfredse. Kunstig intelligens bliver herunder mere og mere fremtrædende, som en brugbar måde at sikre en mere personlig og målrettet shoppeoplevelse for forbrugerne. Den øgede brug af onlineshopping og sociale medier, giver nemlig et større indblik i forbrugernes vaner, behov og interesser, og det er af stor værdi for virksomhederne, der fremadrettet bør satse endnu mere på at aflæse forbrugernes digitale ’aftryk’, for at forbedre købsoplevelsen.
Bæredygtig design
Modebranchen er allerede nu godt i gang med at se fremad, når det kommer til en mere bæredygtig og grøn industri. Store brands, som H&M og Patagonia, har allerede markeret sig, som indsatsydere herunder, men udfordringer er stadig mange, og den grønne kode, ser endnu ikke ud til at være knækket.
Men 2017 ser ud til at blive året, hvor bæredygtighed for alvor slår sig fast. Det skyldes blandt andet en øget efterspørgsel fra kunderne om mere bæredygtige produkter. Det vil betyde, at virksomhederne fremover må arbejde endnu mere målrettet med at mindske det aftryk, de sætter på kloden, i håbet om imødekomme deres kunders værdisæt.
Oplevelsesøkonomi
I tråd med den første tendens, bliver forbrugeroplevelse endnu mere betydningsfuld i det nye år. Der vil i højere grad blive sat fokus på at møde kunderne i øjenhøjde og tilpasse sit brand til deres ønsker og behov, frem for den modsatte vej rundt.
Edited spår, at modebrands vil arbejde sig mere og mere ind på små, nicheprægede markeder, i håb om at skille sig ud, samt tilbyde merværdi for deres kunder, i form af at tænke mere oplevelsesøkonomi ind i deres brand. Det er noget eksempelvis magasinverdenen har været dygtige til i flere tilfælde, i forhold til at engagere deres læsere i alt fra løbe- og bogklubber til middagsselskaber.
Mobiltelefonen får endnu større betydning
Smartphonen er allerede det foretrukne redskab til internetshopping, men 2017 ser ud til at blive endnu mere mobil-venlig. I takt med at teknologien udvikles og de sociale medier vokser, får virksomhederne blot flere måder at fange deres kunders opmærksomhed, men det betyder også, at forventningerne til dem vokser, så virksomhederne konstant skal innovere og udvikle deres mobile løsninger.
Ifølge Edited, er teknologier som virtual reality, augmented reality og 360 graders videoer blot nogle af de teknologier, som vi vil komme til at se mere til i 2017.