Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Mini Rodini: Vækst og bæredygtighed går hånd i hånd

Det svenske børnetøjsmærke sætter høje standarder inden for bæredygtighed og er ikke villige til at gå på kompromis. Så hellere lade være, fortæller CEO, Johan Larsson.
Det svenske børnetøjsmærke sætter høje standarder inden for bæredygtighed og er ikke villige til at gå på kompromis. Så hellere lade være, fortæller CEO, Johan Larsson.

For Mini Rodini er bæredygtighed ikke et fancy tillægsord, der er blevet tilføjet deres brandfortælling, fordi mange andre gør det, eller fordi forbrugerne efterspørger det. Det er en del af virksomhedens raison d’être.

At agere bæredygtigt er deres kerneværdi og er integreret i alt, hvad virksomheden foretager sig. Selvom det kan lyde ambitiøst – eller abstrakt – så er der ingen tvivl, når man læser Mini Rodinis bæredygtighedsrapport, at der er handling bag ordene.

”Vi ønsker, at alt, vi gør, gør en forskel for planeten og alle, der bor her. Vi har intet at skjule,” er CEO Johan Larssons kommentar til, hvorfor de gør en dyd ud af at kommunikere om deres arbejde med bæredygtighed – også til forbrugeren.

Mini Rodini udgiver hvert år rapporten, som både er til at læse, forstå og overskue – og tilgængelig for offentligheden.

”Vi er stolte over vores store engagement i bæredygtighed, og vi mener, at det er vigtigt at kommunikere. Det er samtidig en måde for os at kunne leve op til – og dokumentere – de løfter, vi satte året forinden og fortalte om i vores rapport. Vi ser altid efter, hvor vi kan forbedre os, og klare målsætninger er nøglen til at udvikle sig. Vi har for eksempel både målsætninger på produktniveau, såvel som når det kommer til transport, arbejdsvilkår, transparens og andre områder,” fortæller Johan Larsson.

99% af SS17-kollektionen er af bæredygtige materialer  
Overordnet er alle deres produkter det, de kalder ”better”. Det indebærer, at de enten er økologiske, genbrugte, upcycled eller lavet af Modal®. Mini Rodinis ambition for deres kommende kollektioner er, at de er lavet af 100% bæredygtige materialer – og de er der næsten. Helt konkret består den kommende SS17-kollektion af 99% bæredygtige materialer, og kollektionen bliver den første, hvor alt overtøj i genbrugsmaterialer er certificeret med en mest strikse certificering for genbrugsmaterialer, nemlig GRS (Global Recycling Standard).

”Vi arbejder hele tiden – og med et langsigtet fokus – på at finde nye fibre, bæredygtige materialer og metoder at anvende. Vi leder også efter alternativer til bomuld, da udviklingen peger i en retning af, at vi snart vil opleve en global mangel herpå. Som en konsekvens af dette fokuserer vi på alternative materialer som for eksempel Modal® – en bæredygtig fiber, der stammer fra træ. Det sparer også mere vand og land end økologisk bomuld.”

Vi forener vækst og profit med bæredygtighed
Men blot fordi Mini Rodini sender alt igennem et bæredygtighedsfilter, betyder det ikke, at de ikke er udfordret. Det faktum, at alt hvad de producerer, jo alligevel har indflydelse, er et dagligt dilemma. Derfor er det virksomhedens succeskriterie at forene vækst og profit med bæredygtighed.

”Første udfordring er at finde partnere og leverandører, der lever op til vores standarder – især når det kommer til arbejds- og levevilkår, social retfærdighed og menneskerettigheder. Da vi i tekstilbranchen deler fabrikker med hinanden, bliver vi nødt til at samarbejde med hinanden. På den måde kan vi også bedre stille krav til produktionen,” siger Johan Larsson.

Mini Rodini er samtidig af den overbevisning, at det forhåbentlig vil skabe ringe i vandet og påvirke hele industrien i en positiv retning, jo flere virksomheder, der stiller sig i spidsen og insisterer på forandring.