Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Stor uenighed om PWT Groups ansvar i Rana Plaza-sag

DM&T og NGO’er langer stadig ud efter hinanden, efter Mægling- og Klageinstitutionens (MKI) udtalelser angående Rana Plaza-ulykken kom i oktober. MKI indbyder nu til opklarende møde for hele branchen.
DM&T og NGO’er langer stadig ud efter hinanden, efter Mægling- og Klageinstitutionens (MKI) udtalelser angående Rana Plaza-ulykken kom i oktober. MKI indbyder nu til opklarende møde for hele branchen.

Den 20. december holder MKI informationsmøde om nødvendig omhu i tekstilbranchens produktion. Det kommer sig blandt andet af den store uenighed, der har verseret imellem brancheorganisationen Dansk Mode & Textil og de tre NGO’er Clean Clothes Campaign Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke og Aktive Forbrugere.

Informationsmødet vil altså tage udgangspunkt i klageinstansens udtalelser omkring Rana Plaza-ulykken, der udkom den 17. oktober i år, ligesom MKI også vil præsentere OECDs nye guidelines for tekstilsektoren.

Forskellige tolkninger af konklusionerne
Der har siden oktober måned været stor diskussion DM&T og de tre NGO’er imellem, omkring hvad man kan udlede af MKIs udtalelser. Hos DM&T har man især lagt vægt på, at MKI siger, at ”PWT ikke kan gøres ansvarlig for bygningssammenstyrtningen, og at det er MKI’s vurdering, at det ikke er dokumenteret, at en inspektion ville have afdækket de aktuelle risici ved bygningen.”

Hos de tre NGO’er har man derimod særlig bidt mærke i, at MKI også påpeger at ”PWT dog efter MKI’s opfattelse ikke i tilstrækkelig grad har dokumenteret brugen af risiko- og beslutningssystemer (f.eks. tjeklister ved besigtigelser), hvorfor MKI i sin udtalelse finder, at PWT ikke udøvede nødvendig omhu i henseende til at leve op til OECD’s retningslinjer.”
En udtalelse, der også er fremhævet af DM&T i deres første kommentar af sagen, hvormed brancheorganisationen understreger vigtighed af, at virksomheder er opmærksomme på at have fokus på nødvendig omhu.

At MKI alligevel ikke vil gå så langt, som at erklære PWT Group medansvarlig for bygningskollapset, fik Clean Clothes Campaigns projektleder Helle Løvstø Severinsen, til at sige i en pressemeddelse tilbage i oktober:

“MKIs udtalelse svigter de tusindvis af ofre og efterladte for katastrofen, som havde håbet at modevirksomheder som PWT Group endelig blev tvunget til at anerkende deres medansvar. MKI sender samtidig et signal til de danske modevirksomheder om, at de kan overtræde OECD’s retningslinjer uden at det får nogen reelle konsekvenser”

Forvridning af sandheden eller ej?
Siden har de tre NOG’er taget sagen i egen hånd. Under kampråbet ’Aldrig mere en Rana Plaza-ulykke’ opfordrer de forbrugere til at skrive under på og bidrage til, at de kan indrykke en helsides annonce i et landsdækkende dagblad. På Mellemfolkeligt Samvirkes hjemmeside, hvor indsamlingen foregår, bliver især Tøjeksperten fremhævet som den helt store synder, og bliver krævet stillet til ansvar – også for deres nuværende produktion.

Den slags opfordring tog DM&Ts CSR-chef, Pia Odgaard, afstand fra i kronikken ’Med menneskerettighederne som gidsel’, først udgivet på DM&Ts egen hjemmeside og i sidste uge i en revideret version i Politiken. Hun skriver blandt andet:

”Der er stor forskel på, om virksomheder handler i ond tro, eller om man på grund af et uheldigt sammentræf pludselig ser sig involveret i en af verdens værste industriulykker, fordi man fem måneder tidligere har fået produceret på en fabrik, som havde lejet sig ind i netop den bygning. På den baggrund anser DM&T det som useriøst, at tre organisationer, hvoraf den ene får mere end 150 mio. kr. i offentlige tilskud om året, vil føre kampagne på et fejlagtigt grundlag og dermed fordreje sandheden.”

Det vil koste 45.000 kr. at indrykke den omtalte kampagne som annonce og på nuværende tidspunkt er der indsamlet 20.850 kr.

Du kan læse mere om MKIs informationsmøde og tilmelding hertil her.