Benedikte Utzons Højesteret-sag er i gang
Højesteret tager stilling til om en privatpersons ret til erhvervsmæssig brug af eget navn kan begrænses. Dommen forventes at skabe præcedens for lignende sager i fremtiden.I går begyndte Benedikte Utzons sag i Højesteret, en sag, der har rejst hele vejen fra Sø- og Handelsretten, og som den danske designer i første omgang tabte, men straks valgte at anke. Udfaldet forventes at få principiel betydning for varemærkeområdet – ikke kun for hovedpersonen i denne sag – men for alle, der har bygget en forretning op omkring deres fødenavn.
Benedikte Utzon mistede retten til at bruge sit navn, da virksomheden Benedikte Utzon A/S gik konkurs i 2012 og blev opkøbt af selskabet Topbrands ved Lasse Skaarup. Benedikte Utzon blev efterfølgende en del af et nyt mærke under navnet ”Est. 1995”. Topbrands ved Lasse Skaarup mente, at det nye mærke krænkede hans rettigheder til betegnelsen ”Benedikte Utzon” ved at der på produkter stod ”Est. 1995 Benedikte Utzon Wardrobe” og at Benedikte Utzon havde anført sig selv som chefdesigner bag det nye mærke. Topbrands ved Lasse Skaarup anlagde derfor sag imod Benedikte Utzon ved Sø- og Handelsretten. Han fik medhold i søgsmålet sidste år i december og Benedikte Utzon ankede dommen umiddelbart efter.
Der er brug for tid til afgørelsen
Nu er sidste fase så gået i gang og i går fremlagde begge parters advokater deres argumenter i Højesterett. Otte dommere skal nu votere, og har meldt ud, at den endelig dom vil blive afsagt om 14 dage, den 20. december kl. 12.
Benedikte Utzon siger selv om sagen:
”Hvad ville du gøre, hvis du mistede retten til at kalde dig det, du hedder, i forbindelse med dit arbejde? Det er jo absurd, at man kan blive forbudt at bruge sit eget dåbsnavn. Det betyder, at jeg skal skifte navn, for forbrugerne vil jo vide hvem der står bag. Det er vel også deres ret? Det her er en sag om CVR-nummer versus CPR-nummer. Hvis de små designere taber denne sag, så betyder det, at man potentielt ikke nogensinde efter en konkurs kan bruge sit eget navn igen, hverken direkte eller indirekte i forbindelse med et andet brandnavn,” siger hun og fortsætter:
”Det er fatalt for os kreative, der har brugt et helt liv på at opbygge viden og erfaring og udvikle et personligt brand-aftryk. Det er en katastrofe for alle, der lever af kunst og identitet.”