Meotine: ”Virksomheden skal kunne følge med væksten”
At ekspandere skal ikke være for enhver pris, og hos pelsvirksomheden, Meotine, lægger grundlæggerne vægt på at udvikle brandet i et tempo, hvor økonomien kan følge med.I 2014 lancerede søskendeparret Mathilde Sommer og Mikkel Randrup pelsmærket, Meotine, og siden da er det gået stærkt. Mærket har i dag over 60 forhandlere i Skandinavien og har en omsætning på et tocifret millionbeløb. Det har fra starten været planen og ambitionen, at virksomheden skulle vokse og udbredes på flere markeder, og det er sket i et tempo, hvor virksomheden kan følge med.
”Vi har planer om at ekspandere på de større markeder, eksempelvis Tyskland som vi på nuværende tidspunkt er i kontakt med. Inden vi har taget det spring, har det været vigtigt for os, at få Meotine 100% klar. Med det mener vi, at produktionen, administrationen og leverandørerne skulle have styr på bestillinger i større skala, nye og flere leveringstidspunkter og en masse mindre detaljer som eksempelvis stregkoder,” siger Mathilde Sommer.
At gå fra at være en lille virksomhed med få styles til at skulle levere store ordre på markeder rundt om i Europa kræver forberedelse og økonomi. De store spillere køber ind på en anden måde og i andre mængder end eksempelvis en butik i Hjørring, påpeger grundlæggerne.
”Vi er blevet kontaktet af de store webshops som Zalando og Boozt, men vi har valgt at vente med at takke ja, til vi er 100% klar til dén ekspansion. For med så store og indflydelsesrige forhandlere, får man én chance, og den skal man lykkes med. Så det håber vi på i 2017,” siger Mikkel Randrup.
Ingen eksterne investorer
Væksten har grundlæggerne af Meotine finansieret med egne midler. De har haft den fordel, at deres bagland er fra pels- og skindindustrien, og Meotine har derigennem kunne drage nytte af et stort leverandørnetværk, hvor de har kunne få fordelagtige produktionspriser.
”Vi har vokset i et tempo, hvor vi har kunnet bevare kontrollen over vores brand. Vi har ingen investorer, og den strategi fastholder vi. Det har været vigtigt for os ikke at have for store armbevægelser i starten. Vi har bestilt få partier hjem og solgt dem, og ved ikke at have bestilt mere, end vi kunne sælge, har vi formået at holde et overskud,” siger Mathilde Sommer.
Hun fortæller, at kendskabsgraden til virksomheden, og derved interessen fra forhandlere, i høj grad er kommet via Instagram – et medie, der ifølge hende ikke var nær så kommercielt og anvendt af brands, som da Meotine blev grundlagt – og oprettede en profil.
”Vi har brugt Instagram til at vise vores produkter og brand frem, og den synlighed, vi har fået og skabt gennem Instagram, har medført, at mange af vores nye forhandlere har opdages os derigennem og derefter er kontaktet os med henblik på salg,” siger hun.
Meotine anvender ikke kun de sociale medier til markedsføring, men også til at teste produkternes efterspørgsel, for at få en bedre fornemmelse for populariteten inden ordren afgives.
Modeugeaktiviter er i kalender
Med en modeuge inden for nærmeste fremtid, er planlægningen allerede begyndt. Meotine skal have stand på CIFF, som de har haft de sidste tre sæsoner. Men som noget helt nyt vil Meotine optræde på den danske show-scene – i en konstellation, de stadig ikke kan afsløre på nuværende tidspunkt.
”Vi bruger messen til at vise flaget overfor vores nuværende samarbejdspartnere. Showet er vi meget spændte på, for det har vi ikke prøvet før. Men det kommer i forlængelse af, at vi skal udover stepper med brandet. Vi har godt fat i det danske marked, så udlandet er helt klart et fokusområde for os – nu og i det kommende år,” siger Mikkel Randrup afslutningsvist.