Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Bliv klogere på tekstiler og cirkulær økonomi

Lifestyle & Design Cluster inviterer til international konference. Hvordan bæredygtighed kan ses på bundlinjen er blandt andet på dagsordenen.
Lifestyle & Design Cluster inviterer til international konference. Hvordan bæredygtighed kan ses på bundlinjen er blandt andet på dagsordenen.

I april sidste år kom regeringen med en cirkulær økonomipakke, der betyder, at en stor del af kommunernes udbud skal være baseret på cirkulær økonomi om 10-15 år. Derfor inviterer Aarhus Universitet BTECH (Institut for Forretnings-udvikling og teknologi), VIA Design og Lifestyle & Design politikere, forskere og virksomheder til en international konference med fokus på tekstiler og cirkulær økonomi.

Konferencen finder sted i Herning og strækker sig over to dage – d. 28. november kl. 09:00-17:00 og d. 29. november kl. 09:00-12:00. På førstedagen taler blandt andet H&M’s CSR-manager, Mia Moegelgaard, og eftermiddagens workshops lægger eksempelvis op til en diskussion om forretningsmodeller. Til konferencens anden dag deler Dutch Awearness’ grundlægger, Rien Otto, sine erfaringer med at lukke det tekstile loop.

Igennem workshops og indlæg er det intentionen, at alle virksomheder får ny konkret viden om, hvor den enkelte virksomhed kan sætte ind med nye tiltag i værdikæden. Thomas Klausen, der er administrerende direktør for Dansk Mode & Textil deltager i konferencen. På Aarhus Universitets hjemmeside giver han nogle konkrete bud på, hvordan cirkulær økonomi kan skabe værdi for tekstilbranchen:

”I tekstil- og beklædningsindustrien kan en cirkulær økonomisk tankegang gøre virksomhederne mere ressourceeffektive pga. nye materialetyper og nye forretningsmodeller, der gør produkterne mere værdiskabende – også for forbrugerne. Cirkulær økonomi fremmer dannelsen af nye værdikæder, der åbner for nye markedsområder og kundegrupper,” lyder det fra Thomas Klausen.

Direktør for Lifestyle & Design Cluster, Betina Simonsen, forklarer samme sted de økonomiske gevinster ved at tænke cirkulært.

”Beregninger fra Copenhagen Economics viser, at ressourceproduktivitetsgevinsten udgør 9-19 kr. pr. time ved en ny forretningsmodel, der bygger på færre ressourceudgifter og bedre styring, der åbner for nye tiltag, så det giver rigtig god mening at kigge på, hvordan og hvilke metoder, der kan hjælpe både danske offentlige og private ressourceforbrugere til at udnytte ressourcer bedre – både i egne og i nye værdikæder,” fortæller hun.

Tilmelding finder sted via mail til svea@ldcluster.com eller her og skal ske senest d. 21. november. Læs mere om programmerne her.