Hvordan bæredygtighed kan formidles til kunderne
Fonnesbechs har udviklet fem ikoner, som klart illustrerer, hvor bæredygtigt deres design er.Selvom bæredygtighed er på dagsordenen i mange dele af modebranchen, er det for mange tøjvirksomheder en udfordring at formidle til forbrugeren, hvordan brandet er bæredygtigt. Hvordan man kan komme omkring den udfordring har danske Fonnesbech med Managing Director, Celina Fonnesbech, Designer, Mia Lisa Spon, og Head of Public Relations, Andrea Friis Laursen, i spidsen et bud på.
Fonnesbech, hvis brandprofil bygger på bæredygtighed, har lanceret hangtags og ikoner, som skal gøre det nemmere for forbrugerne at blive kloge på, hvordan det tøj – som man enten står med i hænderne eller er i gang med at klikke ned i en virtuel indkøbskurv – er bæredygtigt.
”Til Copenhagen Fashion Summit i år blev vi mere sikker på vores idé – især efter vi hørte Fashion Director på The New York Times, Vanessa Freidman tale. Hun lagde vægt på, at bæredygtighed bør formidles enkelt og direkte, hvis man vil have forbrugeren med om bord,” forklarer Andrea Friis Laursen og forsætter:
”Den tale inspirerede os til at gøre det så simpelt som muligt, men stadig lækkert og æstetisk flot, så det passer ind i vores design univers. Derudover har vi set eksempelvis Filippa K og Stella McCartney kommunikere til forbrugerne via tags, men dog ikke med samme symboler som os.”
De fem kategorier, der kan sidde på et tag, er følgende 1) Organic, som illustrerer, at det primære materiale er økologisk, 2) Recycled peger på, at designet er lavet af genbrugte fibre, 3) Skin Worthy betyder, at det, som designet er lavet af, er certificeret med eksempelvis Oeko-Tex eller GOTS, 4) Made in EU indikerer, at produktionen er foregået i Europa, 5) Fair illustrerer, at de forhold, som designet er produceret under, lever op til Fonnesbechs code of conduct. Et design kan have flere ikoner, jo flere kriterier det imødekommer.
At være transparent omkring den bæredygtige profil sker også på baggrund af en efterspørgsel fra forbrugere og indkøbere. Men hvor meget gider man egentlig som forbruger at høre, før man mister interessen? Spørger Andrea Friis Laursen og forklarer, at den største udfordring med at kommunikere bæredygtighed knytter sig til måden, hvorpå bæredygtighed før er blevet formidlet.
”Engang var det professorer, der talte i kodesprog om bæredygtighed, og det har måske resulteret i, at flere forbrugere er stået af. Så det handler om at gøre op med associationerne omkring, at bæredygtighed er trættende og bedrevidende ved at kommunikere det på en simpel, sjov og ikke mindst pæn måde,” fortæller hun afslutningsvis.
De nye ikoner kan blandt andet opleves d. 8. november, hvor Fonnesbech afholder event sammen med butikken, River and Raven. Arrangementet finder sted på Store Kongensgade 116B, 1264 Kbh K, kl. 16:00-19:00.