Les Deux udvider deres designportefølje
I morgen lancerer den danske tøjvirksomhed det nye sportsbrand, Tracks by Les Deux, som et led i en ny strategiplan.Trioen bag Les Deux, Andreas von der Heide, Kristoffer Haapanen og Mathias Jensen mener, at der er en mangel på kvalitetstøj til løbere. Derfor har de i samarbejde med Intersport World skabt sportsbrandet, Tracks by Les Deux, hvor den første kollektion, der består af 25 styles til mænd og kvinder, lanceres i morgen på Tracksrunning.dk.
Og visionen er klar – det nye sportsbrand skal føres i 25 butikker samt 35 Intersport-butikker landet over, og i starten af december vil Tracks by Les Deux også blive solgt i Sverige og Norge.
“Vi positionerer os rent prismæssigt lige under Nike med en profil, der ønsker at gøre cool løbetøj tilgængeligt for den skandinaviske forbruger. Den energi, som vi tidligere har lagt i mode, flytter vi nu over i sport. Vi vil være den provokerende lillebror i branchen, som gerne vil ud og kæmpe med de store på sigt,” lyder det fra Andreas von der Heide.
Tracks by Les Deux er også opstået som et led i en større strategiplan om at blive et livsstilsbrand. Andreas von der Heide fortæller, at deres sportsunivers vil hjælp folk med at nå deres mål – et mål, som ikke nødvendigvis handler om at være den hurtigste og bedste. Tankerne bag kollektionen er at skabe et samlingspunkt for alle, der har et mål, hvad end man kæmper mod vægten, en gammel skade eller vil være den nye Ironman. Deraf kommer også navnet til kollektionen, ’Challeging the Status Quo’.
Sportskollektionen lanceres i kølvandet på, at Les Deux sidste år startede løbeklubblen, Tracks. Andreas von der Heide kan, ud over sin forretningserfaring, også bidrage med viden inden for sportsverdenen, da han er erfaren ultra-løber.
”Jeg har gennemført alt fra Maraton over i Ironman til 250 km. løb gennem Sahara. Og jeg har længe drømt om, at kombinere sport og fashion, hvor jeg har en fod i begge verdener. Vi har taget den viden vi har fra begge verdener og kombineret det til et unikt koncept,” fortæller han afslutningsvis.