Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

”Står vi sammen om bæredygtighed, kan vi nå langt”

Der hersker enighed blandt danske designere om, at videndeling om bæredygtighed på tværs af brands, er en god strategi.
Der hersker enighed blandt danske designere om, at videndeling om bæredygtighed på tværs af brands, er en god strategi.

Otte workshop med overskriften ”Design for Longevity” har til formål at undersøge, hvad designere og andre produktudviklere har brug for af viden og værktøjer, for at kunne skabe langtidsholdbare produkter. Design for Longevity-projektet ledes af Danish Fashion Institute og er en del af EU-projektet European Clothing Action Plan (ECAP). Workshopsene bliver afholdt i Danmark og udvalgte europæiske storbyer.

Designere skal kende konsekvensen
Grundlægger og designer hos Armoire Officielle, Kjetil Aas, var blandt deltagerne til en workshop i Kolding. Han deltog sammen med en række andre designere samt undervisere fra blandt andet Kunstakademiets Designskole, Aalborg Universitet og KEA.

”Grunden til, at jeg deltager i projektet er, at jeg har savnet snakken omkring designfasen i forhold til bæredygtighed. Jeg synes, at det er et vigtigt initiativ, at der kommer fokus på designernes rolle i arbejdet med at skabe bæredygtige produkter, fordi den fase er så afgørende for de efterfølgende led i værdikæden og deres miljøpåvirkning,” siger han.

Den opfattelse deles af designer fra Aiayu, Maria Wolf:

”De beslutninger, designeren tager, har store konsekvenser for produktion, levetid og forbrug. Derfor er det enormt vigtigt, at designere og andre, der produktudvikler, er oplyst om de konsekvenser, beslutningerne har.”

I designprocessen fastlægges 80% af produktets samlede fodaftryk. Det betyder, at designeren træffer en lang række valg, der er afgørende for de efterfølgende led i værdikæden; for om forbrugerne eksempelvis er nødsaget til at rense i stedet for vaske tøjet – hvilket er mere miljøbelastende – og for mulighederne for genbrug og genanvendelse senere hen.

De forskellige workshops er bygget op omkring diskussioner, gruppearbejde og oplæg fra både ind- og udenlandske aktører, der beskæftiger sig med bæredygtigt design.

”Design for Longevity er et begreb, vi allerede arbejder med. Men en ting er, hvordan man selv gør det, og hvad der virker for os, en anden ting er, hvilke holdninger og metoder andre har. Det har været givende at få udvidet mit eget perspektiv og viden omkring bæredygtighed,” siger Kjetil Aas fra Armoire Officielle.

Sammen står vi stærkest
Grundlægger af Organic Basic, Christoffer Immanuel, er enig i, at især mikset af deltagere gav diskussionerne undervejs i workshoppen en ekstra dimension:

”Jeg gik derfra med et mere nuanceret billede af, hvordan man arbejder med bæredygtighed på tværs af branchen. Fra hvordan man uddanner eleverne til, hvordan forskellige kundesegmenter opfatter kommunikation omkring bæredygtighed,” siger han og fortsætter.

”Generelt er bæredygtighed blevet en uhåndgribelig størrelse, og jeg oplever, at mange virksomheder er bange for at udtale sig om det, og at det er blevet forbudt at sige. Der er brug for viden omkring, hvad bæredygtighed er, hvordan man skal håndtere det, og hvilke udfordringer det medfører. Og det kan Design for Longevity bidrage til.”

Et andet aspekt er ifølge Maria Wolf fra Aiayu, at en fælles indsats og videndeling på tværs kan gøre en forskel:

”Hele bæredygtighedsarbejdet ligger ud over det at være konkurrenter. Når det gælder bæredygtighed, kan vi et langt stykke af vejen køre efter samme opskrift, uden at det truer forretningen. Hvis vi er sammen om det, kan vi nå længere,” siger hun afslutningsvist.

Projektleder hos Danish Fashion Institutes bæredygtighedsafdeling NICE, Tobias Noe Harboe, der leder ECAP-projekt, er tilfreds med resultaterne af de to første workshops, der er afholdt:

”Den store opbakning og interesse, der har været om projektet internationalt såvel som nationalt, vidner om, at der er en stor efterspørgsel på bæredygtige designstrategier i øjenhøjde med designeren. Vi har helt konkret fået et billede af, hvilke redskaber og initiativer, der allerede eksisterer, og hvilke der er behov for at udvikle. Med de næste workshops skal vi blive ved med at lægge på, således at vi kan skabe den bedst mulige platform for designerne.”

ECAP (the European Clothing Action Plan) er navnet på det EU-projekt, der skal bringe miljømæssige og økonomiske fordele til modebranchen. Design for Longevity afholder i løbet af efteråret otte workshops rundt om i Europa, hvoraf den første fandt sted i London den 4. oktober og den anden den 12. oktober i Kolding. København, Antwerpen, Borås, London, Amsterdam og Stockholm er de næste byer i rækken.