Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE

Derfor afholder Won Hundred show igen

Grundlægger Nikolaj Nielsen fortæller om brandets comeback på den københavnske showscene.
Grundlægger Nikolaj Nielsen fortæller om brandets comeback på den københavnske showscene.

Efter otte års fravær er Won Hundred klar til igen at vise kollektionerne på catwalken. Brandets grundlægger Nikolaj Nielsen er som noget nyt kreativ direktør på både herre- og damelinjen, og her fortæller han, hvorfor tiden er inde til igen at lave show og hvad det har krævet at vende tilbage.

I har valgt at lave show i år – hvorfor er tiden rigtig nu?
Vi er nået til et punkt, hvor vi gerne vil være. Vores DNA er fuldkomment og vi føler os frie for begrænsninger. Vi er et stærkt hold og vi tror på, at det vi producerer og kreerer, er rigtigt for os, uafhængigt af traditionelle rammer. Vores tilgang og handlinger går ud over dét at forudsige trends nu. I stedet komponerer vi kollektioner, der reflekterer vores univers. Det gør vores SS17-kollektion i særdeleshed, og det vil vi visualisere via vores show.

Hvad er jeres forventninger til showet?
Vi ønsker at fortælle kollektionens historie og herigennem skabe engagement og inspiration – at folk går derfra med både følelser og tanker igangsat.

Hvad skal der til for, at I vil kalde showet en succes?
Før i tiden tænkte vi meget over, om andre vil kunne lide det, vi laver. Nu laver vi det, vi elsker, og derfor håber vi, at andre vil blive lige så vilde med det. Vi sætter ikke længere begrænsninger, men ser i stedet på, hvor langt vi kan trække vores projekter. Jeg tror meget på, at showets originalitet vil være en succes.

Hvorfor stoppede I med at holde show?
Sidst var i 2008, hvilket er nogle år tilbage nu. Året var meget turbulent for os, ligesom det var en ustadig tid for mange andre virksomheder. Derfor synes vi, det var et naturligt valg at sætte shows på standby i et stykke tid.

Du er nu ansvarlig for alle kollektioner – hvorfor?
Jeg er kreativ direktør for både herre- og damelinjerne nu og har et designteam, der arbejder med mig. Før i tiden havde jeg kun ansvaret for herre, hvilket gjorde, at jeg ikke følte, at vi havde et fast DNA og en samlet helhed. I dag har vi et samlingspunkt, hvor begge kollektioner matcher, styrker og reflekterer hinanden. Vores ideer og drømme bliver udlevet i begge kollektioner. Derudover har jeg givet ansvarsposterne videre, hvad angår salg og økonomi. Dette giver mig tid til at arbejde 100% med kollektionerne.