Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
KARRIERE

HANSEN åbner i Pilestræde

Endnu et dansk brand vælger at åbne butik i København.
Endnu et dansk brand vælger at åbne butik i København.

For seks år siden startede Aase Helena Hansen og Per Chrois HANSEN Garments. Brandet har lige så stille vokset sig større, og nu er tiden kommet til eget retail. Adressen bliver Pilestræde 42-44, og dermed kommer de til at dele gade med alt fra Designers Remix, Samsøe Samsøe og Adidas til Norse Projects og Sabine Poupinel.

Tanken om eget retail har længe været der, men det var først i slutningen af 2015 under et besøg til Japan, at de første frø blev sået. Per Chrois fortæller:

”Der var så mange små butikker i Japan, der havde et virkeligt personligt og hyggeligt præg. Meget anderledes end blot et stativ her og et der. Så min tanke var bare, det skal vi også!”

Tankerne blev dog først til virkelighed, da lokalerne over deres venner i Pilestræde pludselig blev ledige. Derefter gik det hurtigt, og nu er butikken en realitet. Trods begrænset retailerfaring og de sidste års mange historier om butiksdød, er mavefornemmelsen god. Aase Hansen konstaterer:

”Tanken om at det ikke går? Den tanke har vi slet ikke, for så havde vi ikke åbnet. Det kan så vise sig, at vi tager fejl, men det tager vi, når det kommer. Vi vækster hvert år, og nu er det tid til at have sted som er vores, hvor vi kan vise hele kollektionen frem.”

Selvom der skal være plads til at vise kollektionen frem, vil HANSEN føre andre mærker, som har samme tilgang til design som dem selv. Der er primært tale om fabrikatørmærker (mærker der har deres egen produktion, red.) som Orcival, Le Laboureur, Heschung m.fl. Om brandudvalget siger Aase Hansen:

”Vi vil have nogle brands i butikken, der har samme tilgang til design som os. De laver de samme produkter igen og igen, men de laver dem til gengæld virkelig godt.” Hun uddyber:

”HANSEN laver tøj mere end mode. Vi holder os til vores koncept om at lave produkter med lang levetid, og vi bliver ikke forført af tidens hurtig skiftende tendenser. Vi introducerer ikke pludselig bomberjakken, fordi den er blevet populær igen. Jeg elsker mode, så jeg ønsker ikke at pege fingre af andre, det er bare sådan, vi har det bedst med at gøre det.”

At åbne butik kræver mange ressourcer, og derfor har HANSEN måtte nedprioritere på andre områder. ”Vi ville faktisk rigtig gerne have været på messe i København i år, men butikken har krævet meget tid og mange ressourcer. Vores showroom kører rigtig godt, men vi savner at være en del af Revolver. Jeg håber, vi er tilbage næste gang,” afslutter Per Chrois.

Butikken på Pilestræde 42-44 åbner fredag d. 5. august.